Men for os handler det ikke kun om økonomi og kapacitet i de kommunale tilbud.
Det handler om, at retten til selv at vælge hvem, der passer ens lille barn, er en værdi i sig selv.
Det handler om respekt for den enkelte familie, til selv at vælge hvordan man ønsker at være familie. En støtteordning vil øge ligheden i det frie valg til at passe sine børn hjemme. Uden tilskud vil det kun være muligt for de familier med flest midler at vælge hjemmepasning, og det synes vi i KD ikke er rimeligt.
Kravet for at få tilskud er, at familien har en arbejdsindtægt og ikke samtidig kan modtage offentlig overførselsindkomst. Der kan maksimalt ydes tilskud til tre børn pr. husstand, og det samlede beløb må ikke overstige beløbet for maksimale dagpenge.
Vil du være med til at sætte de bornholmske børnefamilier mere fri til selv at vælge pasningsform, herunder mulighed for at få tilskud til pasning af egne børn, så er der alene ét parti på stemmesedlen, der konsekvent har taget både initiativ og støttet denne mulighed. KD ønsker om nogen at sætte familien fri, fordi vi ønsker at styrke børn og familiers trivsel – og fordi vi mener, det også er det økonomisk set mest ansvarlige.