Efter afgang: Parti har allerede ny formand på plads

Efter afgang: Parti har allerede ny formand på plads
Tidligere leder af Byg, Jacob Sten Jensen, overtager posten som storkredsformand for Moderaterne på Bornholm. Arkivfoto: Jacob Jepsen
POLITIK | Onsdag 23. juli 2025 • 15:54
POLITIK | Onsdag 23. juli 2025 • 15:54

Formand og næstformand har trukket sig, men det sker helt udramatisk, mener Moderaternes spidskandidat Kirstine van Sabben. Der er også allerede fundet ny formand, lyder det.

Moderaternes valgkamp frem mod kommunalvalget fortsætter uændret, selvom både formand Tor Madsen og næstformand Stine Rosenquist har trukket sig.

Sådan lyder det fra partiets spidskandidat, Kirstine van Sabben.

– Jamen, jeg har fået ny storkredsformand for et par uger siden, og jeg har også fået udvidet min bestyrelse, så rent organisatorisk er der ikke ændret noget for mig. Der er ikke flere opgaver, og det er sådan set status quo, siger Kirstine van Sabben og tilføjer:

– Udvidelsen af bestyrelsen var nok sket under alle omstændigheder, og det er jo dejligt, når der er flere, der gerne vil være med til at hjælpe op til et kommunalvalg.

Den nye formand er et ikke helt ukendt navn for bornholmere. Det er nemlig den tidligere leder af Byg i regionskommunen, Jacob Sten Jensen, der har overtaget posten, fortæller van Sabben.

Han opsagde i sommeren 2023 sin stilling, da han havde fået job i Københavns Kommune, men vender altså nu tilbage til en rolle på Bornholm. 

Det har ikke været muligt at træffe den nye formand, da han holder ferie lige nu. 

Respekt for beslutningen

Det er i øvrigt langt fra nyt, at Tor Madsen ville trække sig som formand, siger Kirstine van Sabben.

– Jeg tror, det er cirka seks uger siden, at Tor meddelte, at han havde behov for at passe sin virksomhed lidt mere.

Og selvom der altså ikke er ændret det store rent praktisk for Kirstine van Sabben, ærgrer hun sig stadig over, at Tor Madsen har trukket sig - om end han bliver som medlem af partiet.

– Jeg har stor respekt for beslutningen, men på det personlige plan er jeg ærgerlig, fordi Tor har lavet et stort stykke arbejde med at etablere Moderaterne på Bornholm og har brugt rigtig mange frivillige timer på det.

– Jeg har haft et helt fantastisk samarbejde med ham, og det har jeg stadig, for han er jo fortsat medlem af partiet. Jeg kan stadig trække på ham, og vi er rigtig gode venner og har en god kontakt, forklarer Kirstine van Sabben.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT