Hendes job er at gøre lederne bedre til at lede mennesker

Hendes job er at gøre lederne bedre til at lede mennesker
Anne Gerd Sindballe er stolt over at være blevet nomineret til en nordisk kvindepris. Foto: Holger Larsen
Onsdag 23. juli 2025 • 05:30
Holger Larsen
Journalist
Onsdag 23. juli 2025 • 05:30

Anne Gerd Sindballe fra Laerdal Medical er nomineret til prisen Nordic Women in Tech, som uddeles i oktober i Helsinki.

Hvor kommer du fra?

– Jeg er opvokset på Bornholm, hvor begge mine forældre var læger. Først i Rønne, og derefter i Allinge, da min far fik praksis i Allinge sammen med Gerd Lyng.

– Jeg gik først på Østerlars Friskole og senere på Rønne Privatskole, hvor jeg blev færdig med 9. klasse i 1992.

– Da var mine forældre i mellemtiden blevet skilt, og min mor var i gang med en specialuddannelse i Aarhus, så jeg kom til at gå på Marselisborg Gymnasium.

Hvad har du lavet siden?

– Jeg tog en skuespilleruddannelse i London, og derefter brugte jeg uddannelsen i København. Jeg læste også på universitetet, først teater, som jeg siden kombinerede med ledelse og organisation og blev kandidat.

– Mit første job var i Da Capo Teateret, hvor jeg var ansat både som skuespiller og som konsulent, fordi vi arbejdede med arbejdsmiljø med teater som metode.

– Da jeg skulle til at være mor, ville jeg ikke bruge så meget tid på landevejene, så jeg fik job på Niels Brock (i dag Cph Business) som underviser og leder af et iværksættermiljø.

– I 2017 tog jeg imod et tilbud om at blive HR-chef på Laerdal Medical. Det er en norskejet familievirksomhed i Stavanger. De er mest kendt for at lave de mannequiner, man bruger til at øve hjerte-lunge-redning. Nogle af dem er superavancerede, og i afdelingen i København bliver der produceret software.

– Sidste år fik jeg en ny global rolle som head of global leadership Development. Laerdal eksisterer i 26 lande, hvor der arbejdes med udvikling og produktion.

– Min opgave er at gøre lederne bedre til at lede mennesker. Både i vores virksomhed og mange andre steder er man typisk blevet løftet til en lederrolle, fordi man er dygtig til sit fag, men det er ikke det samme som, at man er dygtig tll at have med mennesker at gøre.

– Men ledelse er ikke kun noget for dem, der sidder i formelle lederroller. Ledelse er det, vi gør, når vi tager ansvar, allesammen, og er med til at skabe en god arbejdsplads.

 

Hvordan måler man, om du gør dit job godt nok?

– Det er næsten lidt pinligt at sige det, men vi scorer så flot i vores trivselsmålinger.

Og nu er du blevet nomineret til prisen Nordic Women in Tech i en kategori, som fokuserer på et specifikt diversitetsinitiativ. Det fremgår af nomineringen, at Laerdal Copenhagen ikke har langtidssygemeldinger, at en større del af medarbejderne i dag er kvinder, og at I omfavner LGBTQ-inklusion

– Det er egentlig ikke noget, der fylder. Vi går ikke på arbejde for hvem vi er, men for hvad vi er med til at skabe. Hvis folk kommer med en god indstilling og er dygtige til deres fag, skal de bare komme, uanset hvad de har i rygsækken.

– Det er i bedste fald med til at gøre arbejdspladsen mere mangfoldig, mere farverig og mindre kedelig.

Hvad betyder din bornholmske opvækst for dig?

– Jeg er meget taknemmelig for at være vokset op på Bornholm. Det er tryghed, helt særligt med et lille sted, hvor folk faktisk ser hinanden, og oplevelsen af tilknytning. Det at blive set og opleve, at selv om vi er meget forskellige, hører vi alle til her, og man har lige et øje på hinanden. Og så er det et privilegie at være vokset op i en så vidunderlig natur. Når jeg selv skal lade op, er det ud til havet og skoven, og allerhelst hjem til Bornholm.

Du siger "hjem"?

– Ja. Jeg har hørt fra flere, at når man kommer med færgen, sker der noget med ens system. Man kommer ned i gear, og det er helt særligt at kunne gå ned på Dueodde om morgenen og kigge ud over havet.

– Vi har et delesommerhus på Dueodde. Her lever vi det enkle liv, uden fjernsyn. Så spiller man spil, og nogle gange sidder man bare og nyder sommeraftenen. Den "væren" er livskvalitet.

 

Du skriver i en præsentation af dig selv til nomineringskomiteen om din skolegang på en progressiv "lilleskole" midt på øen

– På friskolen lærte vi meget gennem kreativitet, samarbejde og praktiske projekter. En gang byggede vi en vindmølle, som stod på vores legeplads. Hold nu op, hvor blev jeg stimuleret i at være nysgerrig og tro på, at tingene kan laves på mange måder. Jo mere legende og sjov, man kan gøre læring, des bedre, tror jeg.

 

Du fortæller, at du som spejder lærte at tage lederskab?

– Min far, der voksede op i Nexø, var spejder, og hans mor var spejderleder, så jeg skulle også være spejder, lige så hurtigt jeg kunne i Hammershus Spejdertrop. Jeg synes, det var en fantastisk tid.

– Som seksårig ledede jeg vores lille patrulje, og som 10-årig deltog jeg i spejderlederkurser. Da jeg var 14, samlede jeg 25.000 kroner ind til at kunne deltage i World Scout Jamboree i Korea med 20.000 spejdere fra hele verden.

– Jeg har mange gange tænkt, at det er meget af den samme teori, jeg i dag bruger i undervisningen af de globale ledere. Altså forståelsen for forskellighed, og hvordan vi kan blive ved med at være nysgerrige og ikke fordømmende.

 

Hvad laver du i din fritid?

– Jeg elsker at være sammen med og gøre ting sammen med familien. Som for eksempel at være på Bornholm eller rejse andre steder hen. Jeg holder meget af at være ude, om det er at gå, løbe eller ro i kajak. Men også gerne kultur. Det kan være musikoplevelser, og det er en fornøjelse at komme ud at se alt muligt kunsthåndværk på Bornholm.

Anne Gerd Sindballe

49 år

Bor i Humlebæk sammen med sin mand og to døtre, en på 18 og en på snart 16 år.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT