Grønbechs Gård åbnede tre nye udstillinger

Grønbechs Gård åbnede tre nye udstillinger
Philipp von Hase udstiller fantasifulde træmøbler og træprodukter med overraskende finesser. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 19. JUL 2020 • 18:54
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
19. JUL 2020 • 18:54
– Når det er regnvejr, kommer der mange. Så jeg danser regndans hver aften, sagde Mai Ørsted, leder på Grønbechs Gård, inden søndagens åbning af tre nye udstillinger på kunsthåndværkercentret i Hasle.

Lørdag aftens regndans var åbenbart uden virkning, for søndag blev til en rigtig sommerdag. Mai Ørsted forregnede sig dog lidt, da hun spåede, at det ville betyde, at der ikke kom så mange. For ganske vist var det ikke et tilløbsstykke, som der kan være tale om til de store åbninger, men der var alligevel pænt besøg. Det blev en åbning i en lidt coronatilpasset udgave, hvor man startede ude i gården med en information om den nye udstilling i kælderen, hvor der ville blive for meget trængsel, hvis alle skulle derned på en gang.

Åbningen var også usædvanlig ved, at en stor del af den foregik på engelsk, da der var udenlandske kunstnere og gæster til stede.

På Glassworks-udstillingen kan man komme på en tidsrejse i den europæiske glasindustris historie. Udstillingen er en del af et internationalt EU-projekt for 10 studerende. Den praktiske del finder sted i værksteder i Bayern i Tyskland, et kursus i forretningsudvikling foregår på Kunstakademitets Designskole Bornholm i Nexø, og så er der praktik i den tjekkiske glasindustri.

Udstillingen skal videre fra Bornholm til Tyskland og Østrig og måske også andre steder.

Maria Bang Espersen glædede sig over, at det endelig lykkedes for hende at få en udstilling på Grønbechs Gård.

– Der er ikke noget resultat. Det er en samtalestarter, hvor der kan sættes spørgsmålstegn ved alt, sagde kunstneren om sine værker i magasinet på Grønbechs Gård.

Maria Bang Espersen, der blandt andet har uddannet sig på designskolen i Nexø, fortalte, at udstillingen viser, at hun har udvidet sin materialeinteresse. Her er både glas, keramik, træ og vinyl samt med video.

En træmand

Til slut gik turen op i det sorte galleri, hvor Mai Ørsted indledte med at glæde sig over at have fået "træmanden", møbeldesigneren Philipp von Hase, til Bornholm.

På udstillingen Werkleben viser von Hase møbler og træprodukter til hjemmet. Men ikke af en helt almindelige slags, som kan købes i møbelforretningen.

– Jeg er glad for at være blevet inviteret. Det er første gang, jeg udstiller i Danmark, fortalte Philipp von Hase, der ellers arbejdede i Danmark i en periode.

Han er uddannet møbelsnedker i hjembyen Hannover, men har i de seneste 10 år boet og arbejdet i Bergen i Norge, hvor han har taget en mastergrad i møbeldesign fra Kunst- og Designhøjskolen.

Philipp von Hase fortalte, at han bruger mange forskellige teknikker i sit arbejde, og så kunne de fremmødte ellers studere nogle møbler med mange forskellige funktioner og overraskende detaljer.

Udstillingerne kan ses frem til den 22. november.

To gange artist talk

To af de nye udstillere på Grønbechs Gård holder i denne uge foredrag – artist talk – om deres kunst.

Tirsdag er det Maria Bang Espersen, der står bag udstillingen"A Fictional Character", og på fredag er det trækunstneren Philipp von Hase. Sidstnævnte foredrag bliver på norsk, idet von Hase (der er tysk) har boet i Norge i mange år.