Og det bringer brede smil hos borgmester Thomas Thors (S), at Bornholm nu er fritaget. Hele onsdagen er for ham gået med at trække i politiske tråde for at få indført en bornholmsk undtagelse for grænsekravene.
– Jeg har presset på alle de steder, jeg kunne for at blive forsikret om, at den danske regering gjorde alt for at undgå, at vi kom i samme situation som sidste år, fortæller Thomas Thors, der både har været i kontakt med udenrigsminister Jeppe Kofod, miljøminister Lea Wermelin (S) og Transportministeriet samt folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V).
– Jeg fik tidligere i dag tilsagn fra Jeppe (Kofod red.) om at der ville komme en bornholmsk løsning, og jeg kan nu kun sige, at jeg er overordentlig tilfreds med den kæmpe indsats han og Udenrigsministeriet har gjort. Det betyder jo, at det er business af usual, og julen er sikret for de bornholmere, der skulle til og fra Bornholm, lyder det fra Thomas Thors.
Har prøvet det før
For borgmesteren har dagens politiske øvelse ikke været ubetrådt grund, da han det seneste år har forhandlet med de svenske myndigheder om at sikre forholdene for en transportkorridor igennem Sverige. Han har derfor også været i kontakt med Björn Boström, der er havnechef for Ystad Havn.