Vil starte på en frisk
Normalt betyder den dynamiske prissætning, at Heidi Rylander Karlsson henover sommeren har et afkast på omkring 1.500 mere end minimumsbeløbet, og hun undrede sig derfor over, at det skulle været forandret i år.
Hun besluttede sig for at deltage i et møde for husejere, som Dancenter inviterede til i april måned, hvor det var hendes indtryk, at de ville rydde op i problemerne.
– Det var et møde, hvor man kunne møde de lokale medarbejdere og snakke med dem, og de undskyldte og sagde, at nu blev det hele bedre, og så kunne man gå op til dem en for en og tale med de forskellige medarbejdere, hvis man havde problemer. Men folk rakte bare hænderne i vejret og spurgte, hvad det var der skete, og hvorfor de ikke kunne se deres bookinger, og hvornår de selv kunne bruge deres sommerhus.
– Man fik indtryk af, at der er intet, der fungerer, fortæller hun om oplevelsen.
Det lykkedes imidlertid for hende at træffe en medarbejder, der lyttede til deres problemer og som lovede at undersøge, hvorfor sommerhuset var blevet udlejet under mindsteprisen.
– Man fik indtrykket af, at nu skal vi starte på en frisk, og selvom jeg ikke helt troede på det, svarede hun faktisk samme aften, og så fik hun styr på den der difference til minimumsbeløbet, fortæller Heidi Rylander Karlsson, som da også havde stillet selskabet et ultimatum.
– Vi havde sagt, at de to uger skulle på plads, for ellers åbnede vi ikke vores sommerhuse for gæster.
Prisdifferencen for sommerens udlejninger forblev dog et uløst problem, og lige nu står alle udbetalinger igennem hele sæsonen på minimum.
Derfor har hun skrevet til Dancenter og bedt om en udskrift på, hvad turisterne giver for at leje sommerhuset sæsonen igennem, så de sammen kan finde hoved og hale i regnskabet.