Friluftsrådet bakker op om naturnationalpark i Almindingen

Friluftsrådet bakker op om naturnationalpark i Almindingen
En del af Almindingen er udset til naturnationalpark. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 22. APR 2021 • 11:34
Henrik Nielsen
Journalist

22. APR 2021 • 11:34

NATUR

En del af Almindingen er sammen med to nord- og vestjyske områder med hede og plantage udpeget som naturnationalpark. Friluftsrådet er tilfreds med valget af områder og glæder sig til at komme i gang med de lokale processer, så de nye naturnationalparker får en rigere og mere mangfoldig natur.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

– Vi er glade for, at der bliver kastet lys over flere af de områder, der skal være naturnationalparker og glæder os til at bidrage til at finde de gode løsninger i de nye områder, så vi får mest natur og friluftsliv ud af det, siger formand Niels-Christian Levin Hansen i Friluftsrådet i pressemeddelelsen.

Rådet fremhæver med begejstring, at der i hver naturnationalpark er afsat fem millioner kroner til friluftsliv.

– Det er en rigtig vigtig del af naturnationalparkerne, at man kan komme ud og få gode oplevelser, og at der er faciliteter, der understøtter det. Det skaber jo folkelig interesse og opbakning til naturen og sikrer, at de mange mennesker og foreninger, der bruger naturen, kan blive ved med det og få flere gode oplevelser, siger Niels-Christian Levin Hansen. 

For Friluftsrådet er det vigtigt, at der fortsat er god adgang til naturområderne, at stier vedligeholdes, og at den nye natur formidles, så det giver danskerne gode muligheder for oplevelser i den vildere natur.

Med de tre nye områder er der i alt udpeget fem af de 15 naturnationalparker, der er afsat penge til i natur- og biodiversitetspakken.