Gravgaard: Mod til at spare ekstra er klogt

Kommunens skal spare 130 millioner kroner. Det er sparetid igen. Men i år er der en forskel: Kommunalbestyrelsen har bedt om 50 millioner ekstra. Det kræver mod. Og det kan være vejen ud af sparemøllen.

Vi kender turen. Vi hader at miste påskønnet velfærd og service. Og vi ved, hvor pengene kommer fra denne gang: Velfærdsområderne rammes hårdt. Social- og Beskæftigelsesudvalget skal finde 36 millioner. Ældre- og Sundhedsudvalget ligeså. Børne- og Skoleudvalget 31 millioner.

Det er alvorligt. Og det er ikke nyt.

Fortidens politiske synder, den mislykkede tilflytterstrategi og den for lave udligning mellem land og by er alle sammen årsager til, at vi igen står foran en alvorlig sparerunde. Befolkningstallet falder. Indtægterne svinder, mens behovet og underskuddet vokser.

Men i år har den nye kommunalbestyrelse taget et uventet og positivt skridt: De har bedt om en spareplan, der er 50 millioner kroner større end det foreløbige budget kræver. Det lyder håbløst. Men der ligger mod i beslutningen. Og der ligger klogskab i den.

For med det politiske mod, som der ligger i en sådan ekstraspareplan, sikrer politikerne sig, at de kan få økonomisk albuerum til at gøre mere og andet end bare at skære ned. Med ekstra besparelser bliver der bevægelsesfrihed til at ændre eller investere i områder og løsninger, der kan mindske sparerunden året efter.

Det er ikke populært. Det vil møde masser af modvind. Og det skal det også. For 130 millioner kroner i besparelser er en katastrofe for dem, der mister velfærd, service og tryghed.

Men alternativet er værre. Som René Danielsson (DF) siger: Hvis vi ikke gør noget i år, skubber vi bare problemet frem, og i år to, tre eller fire bliver det helt vanvittigt.

Det er klogt at turde tage initiativ til at stoppe sparemøllens uendelighed. For sparemøllen har kørt i årevis. Nu får vi chancen.

Men modet kan langtfra løse vores økonomiske problemer. Det kan give os luft. Det kan give os mulighed for at ændre retning. Men det løser ikke årsagerne til, at vi står her.

På den korte bane er der primært kun øget lobbyarbejde for bedre støtte og udligning fra København og Bruxelles. På lidt længere sigt kan forsvaret, energiøen og et styrket erhvervsliv hjælpe os på vej.

Men det tager tid. Det er ikke retfærdigt, men tragikomisk, når vi samtidig står i en folketingsvalgkamp, hvor partierne kappes om at uddele checks og dyre populistiske valgløfter. Men det er virkeligheden. Og den nye kommunalbestyrelse har valgt at møde den med mod frem for at skubbe problemet foran sig endnu et år. Det fortjener ros. Selv om det gør ondt.