Flere socialpædagoger i Ungehuset er en succes

Flere socialpædagoger i Ungehuset er en succes
Charlotte Bjaler, leder af Ungehuset. Foto: Jacob Jepsen
Tirsdag 24. august 2021 • 19:48
Jakob Marschner
Journalist
Tirsdag 24. august 2021 • 19:48

Det nytter at investere flere penge i nogle af Bornholms mere vanskeligt stillede unge.

Det er konklusion efter godt og vel et år, hvor Ungehuset i Rønne har kunnet sætte en tre gange større socialpædagogisk indsats end hidtil ind i forhold til beboerne i de fire værelser, som Ungehuset råder over.

De unge i Ungehusets værelser bor i Ungehuset som et mildere alternativ til at blive anbragt udenfor hjemmet, typisk på Sjælland. Mens de unge bor i Ungehuset, får de vurderet deres situation, og der bliver taget stilling til, om det efter ophold vil være bedst at lade dem flytte tilbage til deres forældre eller at sluse dem ud til en egen bolig med støtte.

Sidste sommer tredoblede kommunen normeringen af socialpædagoger i Ungehuset, så hver af de unge i Ungehusets fire værelser kunne få socialpædagogisk støtte i 15 timer om ugen mod indtil da kun fem timer.

Socialpædagogernes opgaver er at støtte de unge i dagligdagsrutiner som rengøring, indkøb og madlavning. De hjælper også de unge med at få en mere stabil døgnrytme og et mere aktivt forhold til både skole og fritidsliv.

Ungehuset fik samtidig fast nattevagt, og begge ordninger blev hurtigt gjort permanente. Det skete med kommunalbestyrelsens forlig om dette års kommunebudget, og det har faktisk virket.

"Samtlige unge har taget godt imod den udvidede normering, og både de unge og samarbejdspartnere giver udtryk for, at netop muligheden for øget opmærksomhed på almindelig daglig levevis har stor positiv indflydelse på andre aspekter i de unges liv", hedder det i en evaluering af det øgede mandskab i Ungehuset, som børne- og skoleudvalget havde på bordet tirsdag.

"Den udvidede normering med fast døgnbemanding resulterer i, at indsatsen omkring de unge i huset bliver mere helhedsorienteret og målrettet. Nattevagterne har et tæt samarbejde med både Ansigt Til Ansigt-pædagoger og ungekonsulenter, og denne kombination med mulighed for observationer, faglig sparring og planlægning sikrer, at Ungehuset kan tilbyde et intensivt socialpædagogisk døgntilbud", hedder det også i evalueringen.

 

FÅ ABONNEMENT