Flere parkeringspladser på én stor plads

Flere parkeringspladser på én stor plads
Rådgivergruppen foreslår, at der etableres én stor parkeringsplads fra Bådehavnsvej og hen til Snellemark Centret. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 12. MAJ 2021 • 11:23
Holger Larsen
Journalist
| ABONNENT
12. MAJ 2021 • 11:23

BYUDVIKLING

Der er i dag cirka 450 parkeringspladser fra Snellemark Centret og ned til Bådehavnsvej. I et foreløbigt forslag for omlægning af Nordre Kystvej i Rønne arbejdes der med at samle pladserne på én stor parkeringsplads med cirka 520 pladser.

Den plan kan føres ud i livet ved en lukning af den sydligste del af Nordre Kystvej, så parkeringsområdet kan strække sig ud over den nuværende vej (som det fremgår af den foreløbige skitse her på siden).

Ann-Marie Boelt, der er med i rådgivergruppen, som for Bornholms Regionskommune arbejder med byudviklingsprojekterne i Rønne, siger, at der allerede er mange parkeringspladser på havnen, men med en ujævn belægningsgrad.

– Vi tror meget på, at hvis man samler alle pladserne på én samlet parkeringsplads, vil den "mentale afstand" for borgeren være kortere, og dermed vil man kunne få udnyttet det fulde potentiale af den parkeringsmængde, man har dernede.

– Der er rimelig mange p-pladser i Rønne, og analyserne har vist, at det er relativt små tidsperioder, hvor der er en stor belastning, så det handler om at få brugt den kapacitet, der er og få gjort den attraktiv, siger Ann-Marie Boelt.

Bilerne skal ud over fra Bådehavnsvej også kunne køre ind på parkeringspladsen fra rundkørslen og ved den nuværende tankstation.

Q8-tankstationen

Det har tidligere fremgået, at Q8-tankstationen på hjørnet af Nordre Kystvej/Vesthavnsvej vil skulle flyttes for, at planerne kan føres ud i livet. Men det er stadig uvist, siger Ann-Marie Boelt:

– Man kan stadig lave en dejlig velkomstplads, selv om benzintanken ligger der. Men det er vigtigt at være opmærksomme på den trafik, benzintanken genererer, siger hun.