En plan b er vigtigere end en plan a

| ABONNENT | 18. MAJ 2020 • 11:02
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
18. MAJ 2020 • 11:02
”Det er et rigtig godt spørgsmål!”

Sådan svarer Christa Lodahl i det interview Bornholms Tidende har lavet med hende i anledning af hendes første år som Bornholms erhvervschef. Og det gode spørgsmål lyder:

Hvad skal Bornholm gøre for at komme bedst gennem krisen?

For meget er ændret siden 15. maj 2019, hvor avisen citerede Christa Lodahl om hendes visioner. Dengang sagde hun, at meget så rigtigt godt ud:

– Der er en rigtig god og positiv udvikling i fuld gang i det bornholmske erhvervsliv. Et erhvervsliv, der sætter kvalitet i højsædet og har en mærkbar lokal identitet, hvor man er tro mod sin egen og øens profil, og det ser jeg som en styrke.

Hvor vi for bare tre måneder siden glædede os til det måske mest positive år i Bornholms nyere historie, der er vi siden blevet virusramt. Det har ikke alene skabt tilbagegang. Det har også skabt usikkerhed om fremtiden. Og præcis det ømme punkt sætter Christa Lodahl fingeren på.

– Vi skal i hvert fald erkende, at vi er på vej ind i en ny virkelighed. Vi skal ikke gå tilbage og tro, at det bliver det samme som før, siger hun.

 
De virksomheder, der
overlevede, og som kan
kæmpe sig tilbage, har
samlet lært, at man skal
have en plan b

 

På en dag, hvor stamgæsterne stod i kø foran værtshusene som et symbol på, at nu vender også den del af hverdagen tilbage, er det værd at bide mærke i, at et mere åbent handels- og restaurationsliv ikke i sig selv sætter os i en tidsmaskine, der flyver tilbage til den gode gamle fortid.

– Mange siger “Når vi nu kommer tilbage…”, og det tror jeg ikke, at vi gør. Vi har fået nye vaner, og mange ting kommer til at se anderledes ud, som Christa Lodahl sammenfatter det.

Vi har lært, at sygdomsspredning kan forhindres med ændret adfærd. Det er for eksempel slet ikke sikkert, at vi igen synes, det er betryggende at sidde skulder ved skulder og deltage i en debat med fremmede. Måske bliver fremtidens folkemøde mere i det åbne og mindre i små delvist lukkede rum? Måske skal mødet skaleres ned?

Hvad med koncerter? Hvad med teater? Hvad med fitnesscentre? Alle de steder, hvor vi mere eller mindre ufrivilligt er i ret intim kontakt med andre. Og hvad med industrien, for eksempel slagterierne, hvor mennesker også kan stå meget tæt på hinanden.

Der skal tænkes nyt, hvis vi skal tilbage på den optimistiske bærebølge, vi gik ind i 2020 på. For virus kan ramme igen.

Der er ingen tvivl om, at vi går ud af denne krise med en enorm mængde ny erfaring. Og en stor portion ydmyghed. De virksomheder, der overlevede, og som kan kæmpe sig tilbage, har samlet lært, at man skal have en plan b. Og den skal ikke ligge bagest i skuffen. Verden har vist os, at du intet kan tage for givet. Plan b er vigtigere end plan a. For plan b det er, når det ikke bare spiller. Der er her, vi skal være skarpe. Og beredt.