Ejerskifte kan blive en dyr fornøjelse

Ejerskifte kan blive en dyr fornøjelse
Når en virksomhed skifter hænder, kan det blive en dyr fornøjelse, hvis det ikke er planlagt ordentligt. Arkivfoto
ERHVERV | BORNHOLM | 27. SEP 2021 • 13:48
Henrik Nielsen
Journalist
ERHVERV | BORNHOLM
27. SEP 2021 • 13:48

Det kan blive dyrt, hvis man som virksomhedsejer ikke har en plan for, hvordan det skal foregå, når ens virksomhed skal skifte hænder. Derfor arrangerer Erhvervshus Hovedstaden og Business Center Bornholm to netværksmøder, hvor virksomhedsejerne lærer, hvordan de skaffer kapital og får en plan for et godt ejerskifte.

– Ejerskifte af en virksomhed er ofte en kompleks proces, der kan tage flere år at få gennemført, derfor er planlægning og grundig forberedelse alfa og omega, siger økonom og finansiel ekspert hos Erhvervshus Hovedstaden på Bornholm Ebbe Mølsted-Møller i en pressemeddelelse.

Det er baggrunden for, at man arrangerer to møder, der skal klæde de bornholmske virksomhedsejere godt på, så de kan skaffe kapital til investeringer og ejerskifte.

– Selvom de værste krisetegn er overvundet, og samfundet svømmer i penge, så viser vores lokale erfaringer samtidig, at det kan være meget svært at låne penge til nye investeringer eller til at købe en virksomhed, hvis man ikke har størstedelen af pengene selv, siger Ebbe Mølsted Møller.

Den 30. september kan deltagerne blive klogere på crowdfunding, og den 5. oktober inviteres til kapitalmarkedsdag for såvel virksomhedsejere som bestyrelsesmedlemmer, revisorer, advokater, investorer og finansielle rådgivere.