Efter mejeriets sag om forurening: Politikere vil have besked om al forurening fire gange om året

Efter mejeriets sag om forurening: Politikere vil have besked om al forurening fire gange om året
Præstemosen i Klemensker. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 4. FEB 2021 • 10:03
Jakob Marschner
Journalist
| ABONNENT
4. FEB 2021 • 10:03

MILJØ

Fire gange om året skal kommunalbestyrelsens natur- og miljøudvalg i fremtiden orienteres om, hvad der har været af forureningssager på Bornholm, siden udvalgets fem politikere sidst blev orienteret.

Det er en konsekvens af sagen om Bornholms Andelsmejeris forurening, der i august sidste år gik ud på, at Præstemosen i Klemensker blev udsat for en stor mængde urenset processpildevand.

– De kvartalsvise redegørelser kan du bruge til at vide, hvad der præcis foregår. Megen kompetence i forureningssager ligger hos kommunens administration. Men hvis vi som politikere skal gøre noget fremadrettet, er vi nødt til at vide, hvad der sker og ikke sker, siger Leif Olsen (SF), formand for natur- og miljøudvalget.

– Kommunens administration har ikke gjort noget forkert. Vi er bare også nødt til at have de oplysninger for at vide, hvad vi skal sige, når pressen ringer om de sager. Men også for at vide, hvad vi skal gøre fremadrettet, siger han.

Krav kan blive skærpet

Netop fremadrettet annoncerer Leif Olsen samtidig, at kommunens kommende spildevandsplan meget vel kan medføre skærpede krav. Planen er for tiden ved at blive udarbejdet, før den (sandsynligvis til efteråret) skal i høring og behandles politisk for så formentlig at blive vedtaget i kommunalbestyrelsen i starten af næste år.

– Med den nye spildevandsplan skal vi også se på, om vi fremadrettet skal skærpe kravene og sætte barren højere i de her sager. Nogle gange er vi udfordret på, hvor meget Beofs kloaksystem kan håndtere. Måske skal vi også se på Beofs rensningsanlæg, siger Leif Olsen.

Hvis kommunen skærper kravene, så ikke bare Beof, men også Rønne Vand & Varme vil skulle investere for at imødekomme dem, vil der kun være én part til at betale. Det er forbrugerne, fordi forsyningsselskaberne dels skal hvile økonomisk i sig selv, dels ikke må modtage tilskud fra kommunen.

– Hvis vi sætter kravene op, så stiger prisen for forbrugerne, for efter loven er det kun hos forbrugerne, at Beof og RVV må hente pengene. Det er en politisk afgørelse, hvor jeg så vil sige, at vi er nødt til at indrette vores kloaksystem, så det er gearet til at kunne håndtere de krav, der kommer til det i fremtiden. Her tænker jeg også på klimaforandringerne, siger Leif Olsen.

Præstemose-sagen tog tid

Om selve mejeriets sag om forureningen af Præstemosen og omegn i august fik natur- og miljøudvalget på sit møde tirsdag en redegørelse, som Leif Olsen havde bestilt.

– Den tog vi til efterretning, for det er den mulighed, som vi som politikere har, når vi har bedt om at få en orientering. Men vi brugte faktisk ret lang tid på at diskutere den, og den holdning der kom til udtryk gik meget ud på, at vi må finde en måde, så vi kan undgå de her sager, siger han.

– Selve Præstemose-sagen er i princippet ude af vores hænder, fordi kommunen har meldt forureningen til Bornholms Politi. Det betyder, at vi må vente på, om politiet vil rejse sigtelse og i så fald, hvad domstolene senere når frem til, siger Leif Olsen.