Efter flere års terapi giver kunsten ikke længere mening

Efter flere års terapi giver kunsten ikke længere mening
Mimi Harteg flyttede fra Rønne og til Berlin for snart syv år siden. Privat foto
Lørdag 15. maj 2021 • 18:48
Af:
Torben Østergaard Møller
Lørdag 15. maj 2021 • 18:48

KULTUR

Måske en kunstnerisk åre er som en flod, og enhver flod har et udspring, hvorfra den bevæger sig nedad i diverse bugtninger og med diverse forgreninger, indtil den løber ud i floddeltaet og blander sig med verdens store vande.

Og måske har Mimi Harteg i de senere år som en slags Dr. Livingstone, der bevægede sig op ad Nilen for at finde dens udspring, foretaget den samme bevægelse. Bevæget sig opad eller i hvert fald indad for at finde ud af, hvad hun selv rummede i sit inderste. Dér i sin kerne fandt hun også udspringet til sin malerkunst, men i en proces, som nok gjorde hende til et mere helt og gladere menneske, forsvandt hendes trang til at udtrykke sig i de malerier, hun ellers i årevis havde dyrket intenst.

Udspringet ville nogle forfattere betegne som "hovedstolen", det er derfra brændstoffet kommer til at udtrykke sig, og eksempelvis var det Martin A. Hansens faste overbevisning, at forfattere ikke må tære på den grundkapital, der ligger i deres barndom, for hvis man rører ved marven af sit væsen, dør man, mente han.

Herude i den virkelige verden er det dog, som om tingene ikke hænger helt sammen i forhold til den model, man kan opbygge og tro på.

Mimi Harteg har nemlig været gennem længere tids terapi og med succes bearbejdet fortidens traumer, hvilket hun pludselig opdagede betød et punktum for hendes udfoldelser ved staffeliet – men til gengæld har det styrket hendes lyst og evne til at skrive. Med andre ord har hun ikke klattet sin grundkapital væk, men snarere fået den til at multiplicere sig.

Det kan man forvisse sig om, når der snart udkommer en novellesamling på et lille, relativt nystartet bornholmsk forlag, Forlaget Klippen. Bogen hedder "Historier fra psykiatrien" og rummer blandt andet to noveller af Mimi Harteg.

Efter 25 år på Bornholm, hvor hun de sidste 10 malede og udstillede, flyttede hun for snart syv år siden til Berlin, hvor hun stadig bor i bydelen Neukölln, og hvor Bornholms Tidende besøgte hende i december 2014. Hun har malet og udstillet i byen, men hun har altså også gået i terapi, og nu har hun lagt penslen fra sig og sælger ud af sine malerier, hvilket man kan se mere om på hendes Facebook-profil. Der skal ryddes op.

Et kapitel i livet er slut.

– Det blev meget bevidst for mig midt i april, at jeg ikke skulle male mere, siger hun i telefonen fra Neukölln.

– Og det seneste halve år har jeg faktisk ikke rigtig produceret noget. Jeg har forsøgt, men har så malet det over igen.

Og så dæmrede det for dig, hvad det gik ud på?

– Ja, så fik jeg en af de der aha-oplevelser, man kan få. Det skete ved, at en perifer ven på Facebook skrev til mig og stillede mig nogle spørgsmål om nogle af mine gamle malerier. Hun spurgte om, hvad de betyder, og hvad de handler om, og så gik det op for mig, at det var jeg ikke i stand til at sætte ord på. Dagen efter havde jeg så en samtale med min terapeut, hvor det pludselig stod klart for mig, hvorfor jeg ikke rigtig har kunnet male de seneste par år. Der er simpelthen ikke så meget underbevidst længere, som sprudler over.

Men hvordan har du tidligere forholdt dig til dine egne malerier?

– Jeg har altid haft den indstilling, at det er mere interessant, hvad beskueren af et maleri får ud af det, end hvilke tanker der ligger bag det fra kunstnerens side.

Er det ikke også rigtigt?

– Jo, det synes jeg også stadigvæk. Men pludselig begyndte jeg at spørge mig selv om, hvad det egentlig er, de siger, de billeder, og jeg har ikke gennem de seneste par år kunnet forstå, hvorfor jeg ikke kunne male som før. Hvorfor maler jeg alting over, hvorfor siger mine egne malerier mig ikke længere noget? Og så fandt jeg ud af, at det er, fordi det følelsesmæssige aspekt mangler i dem, de bliver så fortænkte og konstruerede.


Et vægmaleri af Mimi Harteg på Mittenwalder Strasse 6, Kreuzberg, i bageste baggård. Hun havde udtrykkeligt fået besked på, at hun ikke måtte male nøgne mennesker og malede i stedet tørresnoren, hvor tøjet antager ganske menneskelige former. Privat foto

Sætte ord på

Der er nogen, der siger, at kunsten er altid større end kunstneren, og det lægger vel også op til, at det netop er beskueren, der afgør, om der er noget ved det eller ej?

– Ja, og jeg har også oplevet mange mennesker, som har set mine billeder, og når jeg har spurgt dem om, hvad de tænker, har de sagt, at de ikke har forstand på kunst, så det kan de ikke sige. Så har jeg prøvet at sige "du spiller måske heller ikke musik, men derfor ved du da godt, hvilken musik der siger dig noget, rører dig, tænder noget i dig. På samme måde kan du uden at have decidere forstand på kunst se på et kunstværk og mærke efter, om det rører dig". Men folk har tit en ophøjet tanke om kunst, som noget man skal vide noget om og kunne analysere og så videre.

– Der er jo også mange kunstnere, der maler som et håndværk og kan nogle ting rent håndværksmæssigt og maler meget bevidst, og det ville jeg også kunne gøre. Jeg kunne godt male nogle flotte billeder og forfine min teknik og alt det der, men min indgangsvinkel til at male er det følelsesmæssige aspekt, og når det ikke er der længere, gider jeg simpelthen ikke.

Har du analyseret kunstneren i dig ihjel?

– Øhm ... jeg tror, det handler om, at jeg ikke har brug for kunstneren længere. Altså, billedkunstneren.

Er det rigtigt forstået, at det til gengæld har skærpet både din evne og lyst til at skrive?

– Ja. For nu er jeg blevet meget bedre i stand til at sætte ord på, hvad der er indeni mig, og hvad jeg gerne vil udtrykke. Det kan jeg netop bruge ordet til. Og det er på den baggrund, jeg har to noveller med i den kommende novellesamling.

Det bliver det første, Mimi Harteg får udgivet, siden hun omkring årtusindskiftet både skrev og illustrerede børnebøger, og denne gang bliver det for en ældre målgruppe

Skal vi regne med, at der kommer mere fra din hånd?

– Ja, jeg har en masse projekter i støbeskeen.

Kan du komme nærmere ind på, hvad det er, du har båret rundt på og fået bearbejdet?

– Jeg har haft en lidt kaotisk barndom, kan man sige, og da jeg var 19 år, havde jeg min første psykiatriske indlæggelse i København. Et par år efter blev jeg gravid og stiftede familie på Bornholm, hvor jeg sammen med min mand fik tre børn og en bondegård og lagde et stort tungt låg hen over alt det, der rumsterede dybt inden i mig, for nu var det vigtige mine børn. Jeg havde fået en mening med og en mission i livet. For mig handlede det nu om at gøre alt for, at mine børn fik en god opvækst.

– Der skete så det, som jo sker, at mine børn blev store og begyndte at flytte hjemmefra, og jeg – som ellers havde siddet hjemme og illustreret og skrevet og passet mig selv og mine små depressioner – kom ud at arbejde som lærer. Det tog tre måneder, og så var jeg knækket. Grydelåget røg af, og pludselig væltede alting op. En masse angst og tvangstanker, som jeg i al hemmelighed havde gået og kæmpet med at undertrykke og holde nede gennem hele mit liv. Jeg blev skilt og startede i psykiatrien. Langsomt fik jeg i løbet af årene lukket mere og mere op for den pærevælling, der lå dernede, og i den periode var det utrolig godt for mig at male. Jeg havde stadigvæk ikke ord for, hvad det var i mig, der gjorde så ondt, men kunne få afløb ved at male.

Der kan være en del at tænke over i Mimi Hartegs billeder. Privat foto


Det gør lidt ondt

Gør det ondt på dig i dette øjeblik, hvor vi sidder og taler?

– Øhm ... en lille smule, ler Mimi Harteg.

– Ja, når jeg snakker om det, men det er også en kæmpe forløsning at kunne se tilbage på al den smerte og mærke, at den ikke lever i mig længere.

Du føler, at du er kommet videre?

– Ja. Og nu ved jeg, hvad smerten kommer af og forstår den. Og jeg forstår, hvorfor de ting, der er sket i mit liv, skete i forhold til min barndom. Jeg har tidligere haft en masse vrede i forhold til mine forældre, som fanme godt kunne ha' gjort det bedre. I løbet af de sidste år er vreden forsvundet, og i stedet føler jeg en dyb omsorg for dem, fordi jeg nu forstår, at de har gjort det så godt, de kunne. Og at komme af med den vrede er også en stor lettelse, siger Mimi, som i dag kun har sin mor tilbage.

Kan du, når du i dag ser dine gamle malerier, forstå dem bedre, eller er de bare blevet ligegyldige for dig?

– Nej, nu hvor jeg går og rydder op og sælger ud, vælger jeg nogle malerier, som jeg vil beholde, og det er helt klart dem af ældre dato, jeg føler den største tilknytning til. Selv om de er voldsomme rent tematisk, kan jeg godt li' at se på dem. Men stadigvæk uden helt at kunne sætte præcise ord på, hvad de kommer af.

Du er vel et mønstereksempel på, at det kan betale sig at gå i terapi?

– Helt klart, det kan jeg kun tale godt om. Men der findes jo et hav af terapiformer, og jeg har opsøgt forskellige af dem, og min erfaring er, at det både skal være den rigtige terapiform og på det rigtige tidspunkt i livet. Det er ikke altid, man er parat, og hvis folk siger, at jeg skulle være startet langt tidligere på det for at undgå for eksempel skilsmissen, må jeg bare sige, at jeg ikke var parat til det den gang. Min erfaring siger mig, at det handler om at møde den rigtige terapeut på det rigtige tidspunkt. Jeg oplever selv og har også hørt det fra andre, at det er vigtigt at have et menneske, som ikke bare kører en terapiform af på dig, men som du føler er der for dig, virkelig forstår dig, ser dig, hører dig og anerkender dig. Der har jeg været enormt heldig i min proces med at møde nogle mennesker, som har været utroligt vigtige for mig. Både på Bornholm og her i Berlin, siger Mimi Harteg.


Mimi Harteg. Privat foto

 


Mimi og censuren

At der er bid i Mimi Hartegs billedkunst vidner følgende historie om:

Hun oplevede, da hun i 2009 havde en udstilling på Galleri Rachs i Rønne at få bortcensureret et billede.

– Dengang sagde folk til mig, at jeg skulle tage til Berlin, hvor man bedre ville kunne rumme min kunst. Men her i Berlin oplevede jeg så på et galleri, hvor jeg skulle udstille, at galleristen så på mine malerier og tog en masse fra, som hun nægtede at hænge op. Så kom kuratoren og så på dem og sagde "jamen, det er jo lige præcis de allerbedste af billederne", så dem insisterede hun på at have med på udstillingen, siger hun.

– Det opstod en stor krisesituation mellem kurator og gallerist, hvor kuratoren sagde, at hvis hun ikke fik lov til at tage de billeder med på udstillingen, som galleristen havde valgt fra, ville hun forlade projektet. Og så fik hun sin vilje, og mine malerier fik lov til at komme med på udstillingen.

Handler det om noget med nøgenhed?

– Ja, kropslighed, kan man sige. 



FÅ ABONNEMENT