Nanna Pedersen interesserede sig for idræt. Hun dyrkede i sin ungdom både gymnastik og håndbold, og hun var på Gerlev Idrætshøjskole på Sjælland og "i huset" hos en købmandsfamilie i Roskilde. Hjemme igen på Bornholm havde hun forskelligt arbejde, inden hun i 1956 blev gift med Svend Aage Kofoed Pedersen og flyttede ind på Pilegård i Ibsker.
Nanna Pedersen arbejdede på gården, passede hjemmet og de to børn. Svend Aage Kofoed Pedersen døde i 1988, hvorefter Nanna Pedersen solgte gården og flyttede til Nexø og senere til Aakirkeby.
– Mor kunne sagtens få tiden til at gå som pensionist. Hun læste og løste kryds- og tværs. Hun tog af sted til Gudhjem Svømmehal til en ugentlig svømmedag, og hun har også badet meget i havet, fortæller Connie Kofoed Olsen.
Nanna Pedersen flyttede for tre år siden ind på Plejehjemmet Toftegården i Hasle:
– Toftegården er et rigtig godt sted for ældre mennesker. Der bliver de passet og plejet. Det var godt, hun kom til at bo der med folk omkring sig i stedet for, at hun havde siddet mere alene i en lejlighed et andet sted, mener datteren.