I Aakirkeby skal hallerne have ny ventilation og et nyt styresystem til varme i hal A, og Aakirkeby-Hallerne har også et utæt tag. For at gøre noget ved det får Aakirkeby-Hallerne godt 202.000 kroner fra kommunens pulje.
Lidt længere nede på listen over beløbsmodtagere får Rønne Svømmehal godt 163.000 kroner. Pengene skal gå til et nyt skydedørsparti ved indgangen, ligesom fem vinduer skal skiftes ud i personalets del af bygningen.
Gudhjem Svømmehal (63.000 kroner) skal skifte taget ud over omklædningsrummene. DGI-Hallen i Rønne (62.000 kroner) skifter 10 vinduer ud ved kontoret og baderummene.
Den mindste byggeplan skal man finde i Østermarie, hvor hallen kan få en ny dobbeltdør mellem forhallen og sportshallen for lige under 30.000 kroner.
Formelt skal kommunalbestyrelsen godkende hallernes måde at fordele pengene i kommunens pulje på. Men det sker altid uden nogen debat, så alt peger på, at der bliver slået søm i alle beløbene, når politikerne træder sammen om en uge.