Renoveringen af kommunens administrative bygninger i Rønne og Tejn, samt om- og tilbygningen af det tidligere uddannelsescenter på Snorrebakken vil koste omkring 150 millioner kroner i den fulde version, hvor også Landemærket skal renoveres. Dansk Folkeparti Bornholm mener, at Socialdemokratiet og Venstre - særlig med byggeriet på Snorrebakken - fastlåser kommunens økonomi i årene frem, hvilket ifølge René Danielsson vil ske på bekostning af velfærdsområderne. Af den grund skal det næste kuld politikere have muligheden for at gribe ind, mener partiet.
"På den måde får bornholmerne sådan set også det sidste ord. Vil de bruge 80 millioner kroner, som er den cirkapris Snorrebakken koster, på Thors og Schows prestigebyggeri. Eller skal man have muligheden for at investere pengene i mennesker i stedet? Nu kan de kræve et svar fra politikerne som er på valg, og vide at deres stemme får direkte indflydelse om det kommer til at ske eller ej" skriver Dansk Folkeparti i en pressemeddelelse.
Dansk Folkeparti retter endnu engang kritik af den måde, kommunalbudgettet 2022 er blevet til på – og særligt Venstres rolle.
"Vi vil ikke lægge skjul på, at det her fylder meget hos os. Vi har prøvet flere gange at mane til besindighed og har prøvet at få Venstre i særdeleshed til at droppe Snorrebakken, da store dele af resten af den borgerlige lejr ikke mener, at det er investeringen værd i forhold til de menneskelige konsekvenser det kan få på sigt", skriver partiet i pressemeddelelsen.