Det vidste du næppe om Lobbæk: 3.750 æg – om dagen!

TURISME

Når man triller ned gennem hovedgaden i Lobbæk, møder man et hus, som nogen er gået i gang med at renovere, men som de nu har forladt. Der er plader for nogle af vinduerne, men en kvist står åben og inviterer til forfald. Græsset er højt i forhaven.

Huset er omkranset af mere sirligt velholdte huse, og det er som om byen både insisterer på at være i live og på vej, men også kæmper mod, at nogen forlader den og lader stå til.

Vi ruller vinduet i bilen ned og spørger en dame, der står i sin indkørsel:

Hvad sker der i Lobbæk?

– Ikke en døjt!

Døjt? Det er første gang jeg hører det ord på denne mission, hvor Bornholms Tidende besøger nogle af de steder, turisterne ikke altid ser, for at undersøge, om vi kan vride noget interessant liv og en seværdighed ud af dem.

Kvinden er fynbo men gift bornholmsk. Og hun mener ikke, der sker en døjt i Lobbæk, men det er sagt på en måde, så man alligevel kan mærke kærligheden til stedet.

– I skal tale med Hanne, hvis I skal vide noget om Lobbæk siger kvinden.

Det er godt at vide.

 

Uden for turist-mekka

Bornholm er fyldt til randen med turister. Men hvad sker der egentlig i Lobbæk?

Bornholms Tidende opsøger det Bornholm, turisterne ikke altid ser.

 

Byens centrum over for Henriks Æg

Vi triller videre ned ad Lobbæk Hovedgade og svinger til venstre ad Jernbanegade, hvor der på højre side er en legeplads. På venstre side ligger en antikhandler, der advarer om, at der højst må være otte i hver af butikkens afdelinger på grund af covid-19. Lige nu synes faren ikke overhængende hos Bornholms Brugtmarked og Antik.

Efter legepladsen, over for medborgerhuset, er en lille plads, hvor vi parkerer campingvognen. Lige ved siden af udsalget Henriks Æg, der er åbent – men der ser ud til at være udsolgt i selvbetjeningen.

Denne mission er gået i blodet. Øvelsen er at køre ud og møde ingenting og derpå alligevel finde noget. I Østerlars fandt vi sjældne og smukke tudsegamle agerjorde, der helt sikkert fortæller en mindst lige så vigtig kulturhistorie som mere attraktive steder som Hammershus. Man skal kunne se det store i det beskedne, hvis man vil have nye oplevelser.

Og i halvgrå Klemensker åbnede prægtige Præstemosen sig for os.

Hvad mon Lobbæk gemmer på?

”Jeg faldt for et hus”

Der går Bolette – finder vi ud af, da vi spørger hende. Efternavnet springer vi over.

Hun er tilflytter fra Sønderjylland og medlem af den kristne forening Rønne Vineyard.

– Jeg er jo kristen og jeg følte, jeg skulle flytte, forklarer hun.

Det er i sig selv en fantastisk sætning, for hvor mange af os er i stand til at føle den slags? Og så bare gøre det.

Rønne Vineyard lyder som en sympatisk frikirke: ”Jesus fortæller en fantastisk historie om, hvem Gud er, og hvad han vil med os mennesker. Den handler om en rig mand, som holder en stor fest. Det bemærkelsesværdige er, at alle er inviterede til at være med!” lyder det på kirkens hjemmeside.

– Vi har plads til alle i kirken. Vi har mange unge. Jeg arbejder som administrator i kirken, siger Bolette.

– Jeg faldt for et hus, der ligger her. Et hus med en have til og finurligt indrettet, fordi der engang har boet en tømrer.


Den delte by

Det helt særlige ved Lobbæk er, at halvdelen ligger i Nylars Sogn, men den anden halvdel ligger i Vestermarie. Sådan har det været siden 1616. Og Bolettes hus ligger såmænd midt i skellet mellem de to sogne.

Bolette fremhæver især naturen omkring Lobbæk. Og så nævner hun det, som skal blive udpeget igen og igen for os som den store attraktion:

– I skal se Klint. Det gamle stenbrud. Lige før galleriet.

Vi siger tak til Bolette. Og da der ikke umiddelbart melder sig flere på pladsen, spadserer vi ned gennem Lobbæk Hovedgade.


En hund, der går skævt

I en nydelig forhave løber en lille hund, der viser sig at være en amerikansk pekingeser ved navnet Denni. Huset, den løber foran, hedder Nøddebo.

Men Denni løber skævt og lidt i cirkler. Den har lige haft en blodprop, hvilket har ramt førligheden men absolut ikke humøret.

Det forklarer Aase Jakobsen. Hun er tilflytter fra Ballerup, hvor hun arbejdede som driftsleder i et busselskab.

– Folk er meget imødekommende, siger Aase Jakobsen, mens hun sidder i sit bed og luger.

Hun er heller ikke i tvivl.

– Det er Klint, der er den primære attraktion i Lobbæk.

Da vi siger farvel og tak, løber Denni en ekstra lille sejrsrunde. Den mener sikkert selv, den går lige ud. Aase Jakobsen mener nok, den skal komme sig selv om den er 14 år.

Strandrensning og kræmmermarked

Hanne Jensen, som blev udpeget for os, da vi trillede ind i byen, har ventet på os. Jungletrommerne løber hurtigt i Lobbæk, og hun vidste godt at Bornholms Tidende var i byen.

Hun arbejder på plejecentret Aabo i Aakirkeby og er meget aktiv i Lobbæk Borgerforening.

– Lige nu ligger Lobbæk lidt standby på grund af corona. Men ellers laver vi strandrensning og kræmmermarked, forklarer hun.

Der er også gang i en aktivitet, hvor byggemarkedet leverer træplader som byens børn skal male på. Malerierne skal op og hænge som pynt i byens lygtepæle.

– Der kommer flere og flere børn i byen. Det er billigt at købe hus, og der er bus til Rønne hver time.


Har bygget sin egen carport

Hanne Jensen er et taknemmeligt og positivt menneske, der ser det gode i dagen. Hun har selv med egne hænder bygget sin carport, der skulle bruges, da datteren havde 20 års fødselsdag. Hvis det skulle give regn. Og på en trailer står 14 termovinduer, som hun har købt for 100 kroner, fordi der skal vinduer i carporten nu.

– Det er billigt. De fejler ingenting!

Hanne Jensen har godt hørt om Klint, men hun har aldrig været der selv. I stedet fremhæver hun Henriks Æg.

– Der kommer folk fra hele øen for at købe æg her, siger hun.

Vi får lov at se Hanne Jensens smukke have. Hun er i gang med at bygge en shelter, hvor der også skal være bålplads.

Hun gør i det hele taget ting, man ikke lige havde regnet med. Hvis vi ikke havde spurgt.

”Jeg er slave!”

Vi spadserer tilbage mod bilen og campingvognen. En herre er ved at fylde køleskabet ved Henriks Æg op med bakker med æg.

Er det Henrik selv?

– Nej jeg er Ole, Henriks far. Jeg er slave, griner Ole, der også hedder Holm Jensen.

Slaveriet består i, at det er ham, der fylder salgsstederne op med æg.

Det ligner en god forretning.

– Det var Henrik, der fandt på det med æggene. Fire lokale ægproducenter lukkede på grund af konkurrencen fra Østeuropa. Så åbnede han. Der er jo muligheder nok.

– Vi har brune landhøns, de er robuste. Vi leverer også til restaurant Kadeau. Vi har kun tilfredse kunder.

– Vi har 5.000 høns, der lægger 4.000 æg om dagen.

Ole Holm Jensen griber telefonen og instruerer sin søn.

– Så bliver du bare i hønsehuset, så kommer Bornholms Tidende, og så snakker du med dem.

Ole er vist ikke bare slave, men også ansvarlig for markedsføringen.


Nej tak fra Henrik

Det er ikke ligetil at finde Henrik, trods mange gode anvisninger. Vi finder hans privatbolig, hvor der også er ægsalg. En mand på en Harley Davidson-motorcykel parkerer for at købe æg, men der er udsolgt. Vi forklarer ham, at han bare skal køre til Lobbæk, hvor der lige er fyldt op. Det ved vi nemlig.

Men han ved ikke hvor Lobbæk er. En kvinde i en Toyota Yaris – der også er kørt forgæves – tilbyder at vise vej og køre forrest. Og snart bevæger kortegen sig mod Lobbæks æggeudsalg. En Harley Davidson og en Toyota.

Torben, der er svineavler, ved godt hvor Henrik har sine stalde, og efter et par forgæves forsøg svinger vi ind foran Henriks to længer.

Henrik går inde i den lille administration. Han ligner en mand, der ikke vil i avisen.

Du vil vist helst bare have lov at passe dit arbejde. Har jeg ret?

– Ja tak!

Henrik når dog lige at korrigere os. Det er ikke 4.000 æg om ugen. Det er 3.750. Hans far har det med at smøre lidt ekstra på. Det gør Henrik ikke.

Vi siger farvel, og kører ud for at finde Klint lige før galleriet. Vi finder mange smukke markveje. Vi ser rovfugle, der kredser højt over de nyhøstede marked på jagt efter mus. Vi parkerer sågar campingvognen for at køre langt ned ad snoede veje. Men vi ser intet stenbrud.

Bornholm skilter ikke altid med sine seværdigheder.

Så den største seværdighed i Lobbæk forbliver denne dag mødet med de imødekommende mennesker, der bor der. Som man bare skal stoppe op og tale med. Så åbner øen sig.