Vandmiljøet i fjordene og de indre danske farvande er så dårligt, at Danmark får stadig sværere ved at opfylde EU's krav og vores egen lovgivning.
Det vurderer en ekspert i marin økologi, professor, dr.scient. Bo Riemann fra Aarhus Universitet. Et af målene er "god økologisk tilstand" i åer, søer, fjorde og havområder i 2027.
Årsagerne er mange. Trawlfiskeriet er ifølge Bo Riemann særligt skadeligt, fordi det river havbunden op og ødelægger levestederne for fiskeyngel.
– De store torsk er opfisket i fjordene og dele af Kattegat. Bæredygtighed er en plet på månen i dette her. Det eneste sted, man har en stor, levedygtig bestand af torsk, er Øresundsregionen, hvor man har stoppet trawlfiskeriet, siger han.