Den bornholmske natur er central på årets sidste udstilling

Den bornholmske natur er central på årets sidste udstilling
Årets sidste udstilling på Galleri Rasch byder på værker af seks kunstnere. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NOTITS | RØNNE | Torsdag 18. november 2021 • 09:30
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | RØNNE | Torsdag 18. november 2021 • 09:30

Udstillingen byder på tre billedkunstnere, en tekstilkunstner, en smykkekunster og en papirkunster.

Årets sidste udstilling i Galleri Rasch byder på et kalejdoskopisk udsnit af, hvad der rører sig og har rørt sig i de kreative miljøer på Bornholm. Den byder på billed-, tekstil-, smykke- og papirkunst.

Det fortæller formand Per Jensen.

Anse Tollet er uddannet tekstilformgiver, men arbejder som maler. Hendes malestil viser tilbage til renæssancen med motiver, der bevæger sig i det surrealistiske. Også Benedikte Lauridsen har skiftet spor siden uddannelsen. Hun er uddannet som keramisk formgiver, men har beskæftiget sig mere og mere med forskellige tekstilteknikker, således at det nu er hendes primære kunstneriske udtryksform, fortæller Per Jensen.

Både Amanda Vedsted Drejer og Mette Dich maler. Amanda Vedsted Drejer udforsker akvarel- og gouacheteknikken, og flere af hendes værker blev udvalgt til den censurerede udstilling på Svanekegården. Hun kom til Bornholm for et par år siden og er kustode og kunstformidler på Bornholms Kunstmuseum. Med lokalt udgangspunkt arbejder Mette Dich med dramatikken i naturens former og farcer sat op imod menneskeskabte konstruktioner, for eksempel huse, som hun også arbejder med skulpturelt.

Ifølge Per Jensen hører en smykkekunstner også naturligt med i kalejdoskopet, og denne gang er valget faldet på May Bjørn Riis, som er uddannet fra glas- og keramikskolen i Nexø. Hendes smykker er overvejende baseret på glasteknikker med en farveskala, der reflekterer farverne i den bornholmske natur. Endelig byder udstillingen i Galleri Rasch på papirkunst af Lea Birch, som vil pynte et juletræ med sine fugle, hjerter, stjerner og andre papirarbejder i naturpapir, der giver værkerne en særegen kvalitet. Hun har tidligere pyntet juletræet på Bornholms Kunstmuseum.

Udstillingen åbner på Østkajen lørdag. Det kan ses frem til den 11. december. 

FÅ ABONNEMENT