Brandvæsnet mangler nøgleperson
Brandvæsnet er på jagt efter en beredskabsinspektør, da Gert Olsen er flyttet tilbage til Sjælland. Beredskabet kan tilbyde en unik stilling med et meget varierende arbejde, fortæller viceberedskabschefen.
Bornholms Brandvæsen er på jagt efter en ny beredskabsinspektør, der også skal fungere som indsatsleder. Beredskabsinspektør Gert Olsen er nemlig stoppet og flyttet tilbage til Sjælland, oplyser Bornholms Regionskommunes viceberedskabschef, Klaus Rønne Jensen.
Han understreger, at det er sket i fred og fordragelighed – og lægger ikke skjul på, at han er ærgerlig over Gert Olsens beslutning.
– Jeg er mega ærgerlig, men sådan er det jo, siger Klaus Rønne Jensen.
At Gert Olsen er stoppet, har medført, at beredskabsafdelingen er én inspektør mindre på holdet. Samtidig har beredskabet måtte sortere i opgaverne og sætte nogle udviklingsopgaver lidt på pause, fortæller viceberedskabschefen.
– Så har vi fordelt indsatsledervagterne ud på de andre ansatte. Det kan vi gøre i en periode – men på et tidspunkt skal man have nogle flere folk.
Hvordan påvirker det beredskabets daglige drift og operationer?
– Det betyder, at vi, der er indsatsledere, tager nogle længere vagtperioder. Det fungerer fint. Overenskomstmæssigt kan man gøre det i en periode, og så skal vi have nogle flere, så mine indsatsledere ikke bliver helt flade, forklarer Klaus Rønne Jensen, der tilføjer:
– Vi kører (som indsatsledere, red.) en uge ad gangen. Jeg har lige haft halvanden uge i træk nu her, og det tager vi på skift en gang imellem. Så vi fordeler det ud så meget, vi kan.
Unikt på Bornholm
En beredskabsinspektør arbejder dog ikke kun med operationelle indsatslederopgaver, når alarmen lyder. Den nye medarbejder skal arbejde meget med brandsyn, myndighedsarbejde og beredskabsplaner – og så leder beredskabet efter en profil, der kan understøtte de frivillige, som man begynder at få flere og flere af.
Hvordan er det at arbejde på Bornholm i forhold til resten af Danmark?
– Det er jo ikke et særligt stort beredskab. Hvis man tager de store beredskaber på Sjælland, Jylland og Fyn, har de både forebyggelsesafdelinger og operative afdelinger. Hos os deler vi det op i forebyggelse, operativt og logistik - men de har alle snitflader på tværs, siger Klaus Rønne Jensen.
– Det er meget varierende arbejde, da man ikke kun har myndighedsarbejde. Det er det, vi mener er unikt, og som vi kan tilbyde. Man planlægger i høj grad selv sin hverdag, siger Klaus Rønne Jensen.
Gert Olsen er dog ikke helt stoppet i beredskabet på Bornholm endnu. Han fortsætter med at arbejde et par timer om ugen, da han står for projektet med at gøre de nye bornholmske brandbiler klar. Desuden er Gert Olsen tovholder for beredskabets planlægning af Folkemødet.
– Skulle vi skifte ud med en ny mand på posten nu? Det ville ikke være hensigtsmæssigt, så han er med på at fortsætte nogle timer om ugen, hvor han gør de to ting færdigt, fortæller Klaus Rønne Jensen.
Beredskabet består lige nu af fire indsatsledere ansat på fuldtid samt én indsatsleder ansat på deltid.
NYT JOB
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration