Bornholmslinjen sejler igen til Sassnitz

Bornholmslinjen sejler igen til Sassnitz
Bornholmslinjen slår de normale lørdagsafgange med både Hammershus og Povl Anker sammen og sejler kun med Hammershus. Arkivfoto: Berit Hvassum
Torsdag 27. maj 2021 • 07:26
Henrik Nielsen
Journalist
Torsdag 27. maj 2021 • 07:26

Opdateret torsdag den 27. maj klokken 7.37 med oplysningen om, at ruten har været lukket siden den 31. oktober.

TRAFIK

Ruten mellem Rønne og Sassnitz bliver genoptaget torsdag den 3. juni. I første omgang sker det i en reduceret sejlplan.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

På grund af corona har ruten været lukket siden den 31. oktober, og der er stadig mange afgange, som ikke kan forsvares gennemført på grund af meget få bookinger, lyder det fra rederiet.

– Det er meget tydeligt at se på de tyske bookinger, at tyskerne gerne vil på en forlænget weekend fra torsdag til søndag, og så vil de gerne rejse den traditionelle uge fra lørdag til lørdag, forklarer kommerciel direktør Jesper Skovgaard hos Bornholmslinjen i pressemeddelelsen.

I forhold til en normal sejlplan aflyser rederiet afgangene mandage og fredage. Lørdage skulle der sejles med både Hammershus og Povl Anker, men de to afgange lægges sammen til en med Hammershus.

– Det er på alle måder uhensigtsmæssigt at sejle med stort set tomme færger. Men vi må også erkende, at der ikke sker noget på ruten til Tyskland, før vi begynder at sejle igen, så derfor sætter vi forsigtigt i gang, siger Jesper Skovgaard.

Den reducerede sejlplan forventes at løbe frem til den 19. juni, hvor planen er at gå i normal drift.

– Vi er spændte på at se reaktionen i Tyskland, når de atter kan booke til Bornholm, og vi håber selvfølgelig, at mange vil springe til, når muligheden er der igen, så vi går et par spændende uger i møde, siger Jesper Skovgaard.



FÅ ABONNEMENT