Bornholms måske mest bæredygtige café åbner torsdag
Heidrun Koefoed og Hans Jørn Koefoed åbner på torsdag café på Slusegaard i de lokaler, der tidligere husede Anjas julelade. Her vil de servere lækkerier lavet på chokolade fra deres eget mærke Pure Rainforest Chocolate, der er 100 procent fremstillet uden børnearbejde. Foto: Anette Vestergaard

ERHVERV | SØMARKEN
18. OKT 2021 • 11:30

Bornholms måske mest bæredygtige café åbner torsdag

Kafferisteriet i Østerlars kom først. Her åbnede Helle Munk Ravnborg og Jakob Kronik i 2007 den socialøkonomiske virksomhed Risteriet Suenos med importeret højkvalitetskaffe fra Mellemamerika. Men Pure Rainforest, der for to uger siden overtog Café Slusegård i Sømarken, går længere end at støtte kaffebønderne i Nicaragua.

De to iværksættere, Heidrun og Hans Jørn Koefoed, kan fra på torsdag servere hjemmelavede honningkager og romkugler af chokolade fra kakaobønner, der med garanti er fremstillet uden brug af børnearbejde. Som den ene af i alt to virksomheder i Danmark, faktisk.

Søndag var Heidrun i fuld gang med honningkagerne. Selv om der kun er gået to uger siden overtagelsen, er Anjas gamle julelade nærmest forandret til ukendelighed. De tunge træborde og julepynten er erstattet af lette cafémøbler og duge i kulørte farver. I den ene ende af cafeen har parret placeret en række krukker med mandshøje planter som rumdeler mellem cafeen og et nyt, hyggeligt sofaområde med bambusmøbler.

– Så her bliver en stemning af jungle, siger Heidrun Koefoed, der oprindeligt er uddannet sygeplejerske.

Kakaobønnerne kommer blandt andet fra Guatemala og Fiji. Når Pure Rainforest-cafeen åbner på torsdag, kan chokoladeværkstedet som noget nyt garantere, at der er fokuseret ekstra meget på at undgå madspild.

– Alt hvad vi gør handler om bæredygtighed. Så derfor skal vi selvfølgelig udnytte alt maksimalt, siger Heidrun Koefoed.

Ved siden af Slusegård ligger det geografiske knudepunkt på Bornholm, og går man en tur bag om gården, finder man Øle Å og et af landets bedst bevarede ørredklækkerier.



Flere nyheder