Bornholm og Island skal samarbejde om fremtiden

Bornholm og Island skal samarbejde om fremtiden
Fra venstre: Søren Møller Christensen, Inge Prip, ambassadør Árni Thór Sigurðsson, Jørgen Hammer og Klaus Vesløv. Eget foto
NYHED | ABONNENT | 26. NOV 2023 • 11:00
NYHED | ABONNENT
26. NOV 2023 • 11:00

Island og Bornholm kan fungere som samarbejdspartnere i den grønne omstilling. Det er en af konklusioner på torsdagens besøg fra den islandske ambassadør.

Kan Island og Bornholm lære af hinanden og samarbejde, når det kommer til den grønne omstilling?

Det kunne noget tyde på, efter at Bornholm torsdag havde besøg af den islandske ambassadør Árni Thór Sigurðsson.

Dagen startede for ambassadøren med et møde med borgmester Jacob Trøst (K) og forperson erhvervs-, bolig- og beskæftigelsesudvalget Linda Kofoed Persson (K).

Herefter gik det slag i slag med møder. Først med direktør for Campus Bornholm, Inge Prip, herefter direktøren for Baltic Energy Island, Søren Møller Christensen og til sidst kommunikationschef hos Beof, Klaus Vesløv.

Fremtidigt samarbejde

Fælles for møderne var, at der var fokus på den kommende energiø, og de behov og løsninger, der i den forbindelse bliver brug for.

Det beretter konsul Jørgen Hammer, der også var en del af det islandske besøg.

"Det stod klart efter besøget, at der sigtes mod, at en delegation af nøglepersoner i den grønne omstilling på Bornholm vil besøge Island til foråret, og at ambassaden vil være behjælpelig i tilrettelæggelsen af besøgets program. For den bornholmske delegation vil der være fokus på, hvordan man i Island udnytter geotermisk varme, der kan inspirere Bornholm i brugen af den betydelige procesvarme, der vil være én af følgevirkningerne ved en mulig bornholmsk produktion af brint ved elektrolyse (Power-to-X), fortæller Jørgen Hammer til Tidende.

Omvendt vil det islandske samfund have fokus på udviklingen af nye grønne brændstoffer, der skal erstatte brugen af fossile brændstoffer i dieselkøretøjer og fiskefartøjer.

"Her vil Island kunne hente inspiration i Bornholms hidtidige erfaringer i etableringen af energiøen. Samtidig vil der med baggrund i ambassadørens besøg på Campus Bornholm blive planlagt besøg på uddannelsesinstitutioner uden for Reykjavik, der tænkes at kunne blive inspireret af de bornholmske erfaringer med et campus, der samler flere uddannelser under samme tag," lyder det fra Jørgen Hammer.

Besøget blev afsluttet med en middag for de involverede mødedeltagere torsdag aften, før den islandske ambassadør vendte snuden mod København igen fredag morgen.