Børns Vilkår om kønsopdeling: 'Vi anbefaler det modsatte'

Børns Vilkår om kønsopdeling: 'Vi anbefaler det modsatte'
Eleverne i tre 8.-klasser på Åvangsskolen i Rønne skal frem til vinterferien være opdelt i to klasser, et pige- og et drengehold. Foto: Berit Hvassum
INTERVIEW | RØNNE | ABONNENT | 5. JAN 2022 • 15:15
Berit Hvassum
Journalist
INTERVIEW | RØNNE | ABONNENT
5. JAN 2022 • 15:15

– Vi anbefaler, at man bevidst gør det modsatte af kønsopdeling, nemlig blander eleverne, da det kan være med til at få genetableret et trygt fællesskab, siger børnefaglig konsulent.


– Når man vælger et så drastisk tiltag som at kønsopdele eleverne, så er man med til at fastholde og forstærke en stereotyp forestilling om køn, og man risikerer at nogle elever bliver klemt og mistrives ved en sådan opdeling.

Det siger børnefaglig konsulent i Børns Vilkår, Sanne Lind, i en kommentar til, at Åvangsskolen i Rønne har besluttet at kønsopdele de tre 8.-klasser frem til vinterferien.

Børns Vilkår er meget forundret over skolens beslutning, som Sanne Lind vurderer, er særdeles uhensigtsmæssig for børnene. Hun er i øjeblikket på Bornholm for at undervise i trivselsforløb på forskellige skoler.

Da Åvangsskolen skrev til forældrene på AULA om den forestående opdeling, var det med baggrund i en trivselsundersøgelse, der viste problemer med tryghed og motivation i 8.-klasserne.

Børns Vilkår er ikke enig i skolens måde at håndtere den dårlige trivsel på, men peger på andre løsninger.

– I utrygge børnefællesskaber anbefaler vi, at man laver strategiske gruppesammensætninger, som skifter afhængig af kontekst og fag, så man får løst op for fastlåste grupperinger og hierarkier. Vi anbefaler, at man bevidst gør det modsatte af kønsopdeling, nemlig blander eleverne, da det kan være med til at få genetableret et trygt fællesskab.

– Ofte skal eleverne hjælpes på vej til at få øje på hinandens styrker og potentialer særligt på tværs af køn, interesser og faglighed, forklarer Sanne Lind.

Man kan vel ikke udelukke, at der kan sidde en ’Caroline’ i en pigeklasse og en ’Michael’ i drengeklassen, som kan finde noget positivt i kønsopdelingen?

– Der kan sagtens være nogle elever, som finder det rart at være delt op. Men er der pressede børn i forhold til kønsidentitet, så kan man tage hånd om det på andre måder. Her skal man gå analytisk til værks.

– Det er derfor vigtigt, at lærere og pædagoger bliver bevidste om, hvordan deres handlinger kan være med til at skabe og fastholde uhensigtsmæssige og stereotype normer om, hvordan eleverne skal være. For eksempel, hvis man taler om "fodbolddrengene" eller om "pigefnidder", siger hun.

Hvad skal lærerne gøre for at hjælpe eleverne i de to kønsopdelte hold?

– De skal være yderst opmærksomme på, hvilke børn der kommer i klemme. For der vil være nogle.

– Et vigtigt tiltag i forhold til at sikre trygge fællesskaber er at skabe plads til forskellighed. At italesætte og skabe arbejdsformer, der skaber plads til, at eleverne kan bidrage til og lykkes med at være sig selv. Hvis man skaber plads til forskellighed i fællesskabet, skaber man en grundlæggende respekt og tolerance for hinanden. Ved kønsopdeling risikerer man det modsatte, mene Sanne Lind.

FÅ ABONNEMENT