Kønsopdelt undervisning på Rønne-skole skaber debat

Kønsopdelt undervisning på Rønne-skole skaber debat
Åvangsskolen i Rønne. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
NYHED | RØNNE | 5. JAN 2022 • 06:48
Af:
Ritzau
NYHED | RØNNE
5. JAN 2022 • 06:48

Fra i dag onsdag vil 8. årgang på Åvangsskolen i Rønne på Bornholm være inddelt efter køn.

Tre eksisterende klasser bliver slået sammen og skal frem til vinterferien have undervisning i to hold: et med piger og et med drenge.

Det har skolen meldt ud på den digitale skoleplatform Aula, skriver TV 2 Bornholm.

Beslutningen om kønsopdelt undervisning har udløst debat blandt forældrene.

En forælder siger til tv-stationen, at hun ikke forstår, hvad det skal gavne at dele eleverne op. En anden siger til mediet, at han ikke kan se, at tre klasser samlet på to hold skulle give mindre støj eller et bedre undervisningsmiljø.

Til B.T. siger skoleleder Thomas Mogensen onsdag formiddag, at han er "megaærgerlig over, at det har taget den her drejning".

– Vi laver holddelinger mange gange på alle klassetrin i løbet af et skoleår. Denne opdeling er blot en af dem.

– Nogen gange sker det på baggrund af interesser eller af faglige hensyn. Her har elevernes trivsel været i fokus, siger han.

I beskeden til forældrene på Aula skriver Åvangsskolen ifølge TV 2 Bornholm, at man i en trivselsundersøgelse havde fundet ud af, at årgangen lå lavt på spørgsmålet om årgangens tryghed og motivation. Derfor har skolen haft fokus på de to punkter.

Man har blandt andet oplevet, at drenge og piger forstyrrer hinanden, skriver skolen ifølge mediet.

Men det er taget ud af kontekst, for der vil altid være en vis uro i en 8. klasse, siger Thomas Mogensen til B.T.

Til DR forklarer han, at børnene i undersøgelsen selv har kunne peget på, hvem de vil indgå i fagligt gruppearbejde med.

– Her har de peget på nogle, de arbejdede rigtig godt sammen med, og her pegede rigtig mange af dem på nogle af de samme køn. Og så har vi tænkt, at det kunne være spændende at efterkomme det ønske, siger Thomas Mogensen til DR.

Han ærgrer sig over, at der ikke har været dialog med kritikerne, før sagen endte i medierne.

Thomas Mogensen medgiver over for B.T., at beslutningen kan udsende forkerte signaler, men han understreger, at opdelingen er lavet med fokus på trivsel og ikke køn.

Skolen indleder nu en dialog med forældrene, ligesom også forældrerådet inddrages.

Åvangsskolen er med omkring 500 elever Bornholms største skole. Fordelt på de tre 8.-klasser går der i alt 61 elever.

Det fremgår af lovgivningen, at undervisning kan organiseres i hold inden for den enkelte klasse og på tværs af klasser og klassetrin. Det skal gavne praktiske og pædagogiske forhold.

FÅ ABONNEMENT