Bølgen er i gang: 'De blæser på traditionerne og kaster sig ud i eksperimenter'

Bølgen er i gang: 'De blæser på traditionerne og kaster sig ud i eksperimenter'
Birgit Jørgensen og Elsebeth Christiansen fra Vævekredsen tager imod i kirkemøllen i Pedersker. Foto: Anette Vestergaard
| ABONNENT | 11. AUG 2020 • 09:05
Af:
anette-vestergaard
| ABONNENT
11. AUG 2020 • 09:05
Håndarbejde

Der er et generationsskifte på vej i dansk håndarbejdskultur.

Det fortæller Birgit Jørgensen og Elsebeth Christiansen, som begge deltager i den årlige udstilling i Pedersker Kirkemølle sammen med seks andre vævere fra Bornholm.

Samtidig ruller en håndarbejdsbølge hen over Danmark i disse år.

– Der kommer flere og flere unge til, og de blæser på traditionerne og kaster sig ud i eksperimenter, uden hæmninger og hensyn til hvad man normalt bruger til hvad, siger Elsebeth Christiansen.

Hun repræsenterer en af de otte vævestuer på Bornholm, som stadig er aktive. I disse dage, frem til den 22. august, får man et sjældent indblik i den bornholmske produktion, som dækker alt fra klassisk drejl, der leder tankene hen på Geismar og Georg Jensen, til mere moderne produktioner i filtning og flet.
 

Salgsudstilling

Pedersker Kirkemølle er igen i år rammen om vævekredsens store salgsudstilling. Det sker i perioden 2. til 22. august begge dage inklusiv.

Vævekredsen har igen i år lagt et stort arbejde i at sætte en væveudstilling op i pakhuset ved den gamle mølle i Pedersker. Flittige kvinder har igennem året vævet, strikket, filtet, både stilrene og farverige unika tekstiler.


De 10 kvinder er: Lotte Borvang, Inger Kjøller, Elsebeth Christiansen, Anne Grethe Mogensen, Birthe Hansen, Grethe Kofoed Holm, Signe Delgren, Vibeke Rechnagel, Ane Hellesen og Dagmar Ipsen. Alle har hver især deres specielle udtryk og ideer, med mange forskellige garner både i kvalitet og farver. Nogle væver sjaler, viskestykker, puder, plaider, halstørklæder og flotte kludetæpper i alle regnbuens farver. Andre strikker huer, vanter og sokker og andre igen filter nisser og trolde eller laver tasker og bælter af genbrugsgummi.

 

Dobbelt så mange vævestuer

Vævekredsen Bornholm har 90 medlemmer.

– Men vi skal have flere, siger Birgit Jørgensen, der selv er forholdsvis ny i vævekredsen.

Til gengæld er hun blevet fuldstændig grebet af væveriet og er også aktiv i bestyrelsen.

Både hun og Elsebeth Christiansen mener, at det er vigtigt at trække nye vævere til.

– Vævning har altid været større på Bornholm end i andre landsdele, med dobbelt så mange vævestuer. Vi er i øjeblikket i gang med at undersøge, hvorfor det forholder sig sådan, men det har muligvis noget at gøre med placeringen i Østersøen, siger Elsebeth Christiansen.

– Men det er en tradition, vi gerne vil holde i live, tilføjer hun.

Udstillingen i Pedersker har åbent dagligt fra klokken 10 til 17.
 

Foredrag

Den 14. november holder Lotte Dalgaard foredrag i Sagahuset i Rønne. 75-årige Lotte Dalgaard har udstillet både herhjemme og internationalt og er en af vævningens helt store profiler i Danmark. Lotte Dalgaard er stadig aktiv og underviser blandt andet på design- og håndarbejdshøjskolen i Skals.