Men præcis hvad Heino Mortensen havde været igennem i sit liv, ved hverken Martin Schou eller Per Rønshof særlig meget om. Begge fortæller, at han har en voksen søn med sin ekskone. Per Rønshof har også mødt de to personer, der for cirka 20 år siden var Heine Mortensens aller nærmeste. For mange år siden, da sønnen var lille. Men:
– Vi har snakket rigtig meget, men vi har aldrig rigtig snakket om hans familie. Vi har snakket om ting, som man har set i tv eller læst. Men han var altid en meget privat person, siger Martin Schou.
Heller ikke hvor Heino Mortensen var fra, ved nogen af de to noget om. Men han talte ikke bornholmsk.
– Jeg ved ikke noget om hans forældre eller hans familie. Han har aldrig snakket om sin mor eller far til mig, fortæller Per Rønshof.
– Han var en enspænder. Han gik ud og gik sin tur, og så gik han hjem til sig selv og lavede mad. Det var han god til. Han var sin egen. Man skulle ikke fortælle ham, hvad han skulle.
– Han var en god mand, der vidste rigtig mange ting og fulgte meget med i nyhederne. Heine vidste noget om alt, også om politik, alt. Han fulgte meget med, siger Per Rønshof.
– Han havde nogle gode venner, som han var rigtig tæt på. Ellers passede han bare sig selv, siger Martin Schou.
– Jeg har snakket med ham 100.000 gange, men jeg kendte ham faktisk ikke så godt. Han var ikke en ven af den slags, som man inviterer hjem til fødselsdage, siger Per Rønshof.
Var han ved et vendepunkt?
Martin Schou og Per Rønshof har hver sit indtryk af, om Heino Mortensen var ved et positivt vendepunkt i sit liv, da han døde.