– Vi er godt bemandet med antallet af klinikker på øen – vi har bare ikke læger nok i de klinikker, der er. Patienterne fra Østermarie har jo aldrig været lægeløse, da vi løste det problem for mange år siden. 10 til 15 kilometer til læge er ikke et problem. Det kan sammenlignes med, at der kun er banker i storbyen Rønne. Vi har klinikker i Allinge, Aakirkeby, Hasle, Klemensker, Nexø, Svaneke og to i Rønne, så seks af klinikkerne ligger jo ude på øen, siger hun.
Alvorlig sag
Rikke Hjorth Westh kalder lægemanglen på Bornholm for en alvorlig og vigtig sag. På Bornholm er der syv ledige kapaciteter – to i Nexø, to for praksisklinikken, to til Rønne og én stilling i Klemensker.
– Vi er i alt 23 praktiserende læger på Bornholm, og vi mangler en stor andel nye læger. Lægehusene har håndteret det at mangle en kollega lidt forskelligt. I Klemensker, hvor det er et år siden, at to kolleger stoppede, har de bidt tænderne sammen, og set om de kunne få vikarer til klinikken. Selv om de kun er én kapacitet, har de bibeholdt patienter til to kapaciteter.
– Så er der en praktiserende læge, der har sat sin praksis til salg og stopper per 31. juli i år, og det er jo det helt akutte problem, vi har, da der er 1100 borgere, der bliver lægeløse, hvis den klinik ikke bliver overtaget, siger hun.