Aktindsigt fra politiet viser, at forsvarsmuseet har brudt loven i mere end seks år

Aktindsigt fra politiet viser, at forsvarsmuseet har brudt loven i mere end seks år
Bornholms Forsvarsmuseum. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 29. NOV 2020 • 20:31
Af:
mads-westermann
| ABONNENT
29. NOV 2020 • 20:31
VÅBEN

I mere end seks år har Bornholms Forsvarsmuseum ikke overholdt reglerne for opbevaring og udstilling af våben, og det gør museet tilsyneladende stadig ikke, selvom politiet i øjeblikket efterforsker tyverier af museets våben.

Det fremgår af oplysninger fra Politiets Administrative Center (PAC), som Bornholms Tidende har fået aktindsigt i.

Her kan man læse, at Bornholms Forsvarsmuseum aldrig har indsendt våbenlister til PAC, ligesom museet ifølge centret aldrig har ansøgt om tilladelse til at opbevare og udstille de mange våben, museet ejer.

Og det er i strid med de regler, som museer skal overholde, når de vil udstille våben. Regler som udspringer af EU’s direktiv om erhvervelse og besiddelse af våben, der er implementeret i dansk lovgivning.

Mindst en gang om året

Ifølge de regler skal museer, der ønsker at udstille våben, mindst en gang om året indsende opdaterede våbenlister til PAC, så våbnene kan blive registreret i politiets samlede register over lovlige våben i Danmark.

Det samme er tilfældet, hvis et museum i løbet af året tilføjer nye våben til sin samling eller tager våben ud af samlingen. Så skal der også indsendes opdaterede våbenlister til PAC, og det har Bornholms Forsvarsmuseum ifølge aktindsigten ikke gjort siden den 1. oktober 2014.

Her overgik behandlingen af våbentilladelser fra lokale politikredse til et af to administrative centre, som blev oprettet som led i en større reform af politiet. De to administrative centre blev senere – i 2018 – samlet til det der i dag er PAC, som er placeret hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Afviser ansvar

Hos Bornholms Forsvarsmuseum afviser Jens C. Skaarup, der er næstformand i foreningen Kastellets Venner, den forening som driver forsvarsmuseet og ejer museets samling, at det er bestyrelsen for museets støtteforening, som i sidste ende har ansvaret for de manglende våbenlister og våbentilladelser.

– Det havde vi en museumsleder ansat til at tage sig af, så det må du spørge ham om, siger næstformanden til Bornholms Tidende.

Han afviser blankt, at den nuværende eller tidligere bestyrelser, kan have noget ansvar for den manglende indsendelse af våbenlister og de manglende våbentilladelser.

– Når vi har ansat en museumsleder til at tage sig af den slags, og han siger det er i orden, så kan vi ikke rende og tjekke, om han rent faktisk har gjort det. Og vi må jo forvente, at hans forgænger som museumsleder har instrueret ham i, hvordan våbenlisterne skal føres og hvilke tilladelser, der skal være tilstede, siger Jens C. Skaarup.

Rod i listerne

Den museumsleder, som Jens C. Skaarup henviser til er Klaus Linnert.

Han blev den 29. oktober i år bortvist fra sin stilling som museumsleder på Forsvarsmuseet. Det blev besluttet af en enig bestyrelse for Kastellets Venner, og det skete blandt andet med henvisning til hans forvaltning af museets våbensamling.

Om der fandt en overlevering sted mellem Klaus Linnert og hans forgænger som museumsleder, da Linnert blev ansat, det kan Jens C. Skaarup ikke svare på.

– Det skete før jeg blev medlem af bestyrelsen for Kastellets Venner. Der boede jeg ovre, forklarer han og henviser endnu en gang til den bortviste museumsleder.

Har våbentilladelse

Klaus Linnert fortæller, at han ikke fik en overlevering fra den tidligere museumsleder, da han blev ansat.

Han hævder derimod, at han overtog flere forskellige fortegnelser over museets våben. Fortegnelser som ikke stemte indbyrdes, og som ikke stemte med de museumsnumre, våbnene var mærket med.

Linnert fortæller også, at museet har en tilladelse til at opbevare og udstille våben, men han erkender, at han aldrig har indsendt våbenlister til Politiets Administrative Center, sådan som loven kræver det.

– Forsvarsmuseet har en våbentilladelse, som er udstedt til mig som museumsleder, af Bornholms Politi. Den sidder i en mappe i mit gamle kontor på museet. Den har jeg ikke adgang til i dag, fordi jeg er bortvist, men den sidder i mappen sammen med alle de andre tilladelser, som museet har fået, forklarer Klaus Linnert til Bornholms Tidende og fortsætter:

– Våbenlisterne, dem vidste jeg ikke, at man skulle indsende. Det har politiet aldrig fortalt os, selvom vi har bedt dem om hjælp adskillige gange.

Verserende efterforskning

Om den våbentilladelse, Klaus Linnert henviser til rent faktisk eksisterer, om den er udstedt af Bornholms Politi og om den stadig er gyldig, er det i øjeblikket ikke muligt for Bornholms Tidende at efterprøve. Hos Bornholms Politi ønsker man nemlig slet ikke at udtale sig om sagen.

Ligeledes ønsker Bornholms Politi heller ikke at oplyse, om forsvarsmuseet før oktober 2014 har ansøgt om våbentilladelser og har indsendt våbenlister.

– Det kan jeg ikke svare på, fordi der er en verserende efterforskning, siger politikommissær Niels Gert Dehlendorf og henviser i stedet Bornholms Tidende til at søge aktindsigt hos anklagemyndigheden.

Her ønsker man imidlertid heller ikke at dele oplysninger om sagen. Bornholms Tidende har tidligere anmodet anklagemyndigheden om aktindsigt i politiets kontakt med forsvarsmuseet, og denne anmodning er blevet afslået med henvisning til, at der foregår en verserende efterforskning.

Og bestyrelsen for Kastellets Venner vil heller ikke udtale sig.

– Politiet har bedt os om ikke at udtale os, så længe tyverierne af våben efterforskes. Derfor kan vi ikke sige noget, har foreningens forretningsudvalg tidligere meddelt Bornholms Tidende.

Bad om hjælp ni gange

Hvad der imidlertid kan dokumenteres er, at Klaus Linnert og bestyrelsen i foreningen Kastellets Venner adskillige gange har anmodet politiet om at få hjælp.

De har bedt om retningslinjer og rådgivning til at sikre, at forsvarsmuseets våben blev registreret, opbevaret og udstillet lovligt.

En hjælp som museet tilsyneladende aldrig fik.

– Vi havde en medarbejder fra Politiets Administrative Center på besøg i oktober 2015. Han kom sammen med en lokal bornholmsk betjent og en medarbejder fra Nationalmuseet og inspicerede vores samling. Han mente, at der var så mange ting galt, at jeg bad ham om at lave en skriftlig redegørelse, men den kom aldrig, forklarer Klaus Linnert til Bornholms Tidende.

Henlagde anmodninger om hjælp

Den påstand underbygges af en af politiets egne rapporter, som Bornholms Tidende på grund af den verserende efterforskning har fået afslag på at få aktindsigt i.

Det er en rapport, der beskriver kontakt mellem politiet og forsvarsmuseet hen over en periode på halvandet år; fra efteråret 2015 frem til foråret 2017.

Imidlertid blev et uddrag af rapporten tidligere i år læst op i Retten i Rønne. Det skete ved et offentligt retsmøde i forbindelse med behandlingen af en anden straffesag om våbentyveri fra Bornholms Forsvarsmuseum.

Her kom det frem, at forsvarsmuseet hele ni gange i løbet af de halvandet år bad politiets daværende Administrativt Center Øst om hjælp og rådgivning, men at museet aldrig fik svar fra politiet.

Og i 2017 henlægger Administrativt Center Øst henvendelserne fra Bornholms Forsvarsmuseum med henvisning til, at man stadig har et stort efterslæb af sager, der stammer helt tilbage fra 2015.