Fra fredag 10. september betragtes covid-19 ikke længere som samfundkritisk sygdom, og langt de fleste af de tilbageværende coronarestriktioner bortfaldt ved midnatstid. Ingen steder i Danmark skal man længere fremvise coronapas, ligesom alle særregler om publikumsbegrænsninger nu er et overstået kapitel.
Pandemien har dog sat blivende spor i bybilledet. Papirerne med Sundhedsstyrelsens informationsmateriale er stadig klistret på de fleste butiksfacader i Rønne. Budskaber som "Bliv hjemme, hvis du har symptomer" eller vejledningen i "Gode råd, gode vaner" tegner til at være langtidsholdbare, og inde i butikkerne finder man stadig håndsprit, afstandsmarkører og plexiglasskærme, der separerer de ansatte fra deres kunder.
1. september blev kravene i detailhandlen fjernet, men de færreste steder er anbefalingerne glemt.
Bornholms Tidende spurgte fredag tre butiksledere, om de regner med nogensinde at vende tilbage til virkeligheden, vi kendte i 2019. Svarene tyder på, at pandemien midt i alle dens dårligdomme har givet os nogle nye vaner, der faktisk kan være bedre end de gamle.