Hvis man troede, at alle coronarestriktioner i dag falder bort, bliver man klogere af en tur i lufthavnen

Hvis man troede, at alle coronarestriktioner i dag falder bort, bliver man klogere af en tur i lufthavnen
Coronakravet om mundbind består i lufttrafikken på grund af fælles europæiske retningslinjer. Det er muligt at få fat på mundbind i Bornholms Lufthavn, hvis man har glemt at få et med. Foto: Jacob Jepsen
TRANSPORT | BORNHOLM | ABONNENT | 10. SEP 2021 • 12:14
Jakob Nørmark
Journalist
TRANSPORT | BORNHOLM | ABONNENT
10. SEP 2021 • 12:14

Mundbind og visirer er fortsat obligatorisk i lufttrafikken


"Ingen adgang uden mundbind", står der særdeles tydeligt på grønne skilte uden for Bornholms Lufthavn. På en dag, hvor der florerer en nyhed om, at alle coronarestriktioner nu er faldet bort, kunne man tro, at lufthavnens personale har været sløve med at få skiltene fjernet. Men det er ingenlunde tilfældet, fastslår lufthavnens chef:

– Mundbind er stadig et krav i hele luftfarten – fra du træder ind i lufthavnen, om bord på rejsen og indtil du træder ud af den lufthavn, du lander i, siger konstituteret lufthavnschef Jimmi Holm Hansen.

Ankomsthallen er godt fyldt op med passagerer til fredagens middagsflyvninger til København og Aalborg, og stort set alle bærer enten de mundbind eller visirer, som man efterhånden sjældent ser i bybilledet. At mundbind stadig er påkrævet i lufthavnen, kommer bag nogle passagerer.


Jimmi Holm Hansen, konstitueret lufthavnschef. Foto: Jacob Jepsen


– Vi har faktisk en del, som bliver overraskede. I dag har vi også set nogle, som tænkte, at vi var tilbage ved normalen. Men sådan har det været, siden resten af den offentlige transport gik væk fra mundbindet, siger Jimmi Holm Hansen og forklarer baggrunden for fastholdelsen af kravet:

– Det er fordi, man følger de europæiske retningslinjer omkring luftfart.

Og det gælder også i lufthavne, hvor der kun er indenrigstransport?

– Ja, det skelner man ikke imellem. For lander du i København, er du jo connected til Europa på den videre rejse.

Er udløbsdatoen kendt?

– Nej. Men på samme vis, som luftfarten var de første, der indførte krav om mundbind, bliver vi givetvis også de sidste, der bakker ud.

Man kunne forestille sig, at nogle vælger færgen og andre transportmidler, hvor mundbind ikke længere er et krav. Er det en effekt, I har kunnet registrere?

– Nej, vi kan se på rejsetallene, at der stadig er mange, der rejser. Jeg tror, at folk har vænnet sig til, at det er en præmis, når man skal ud at flyve, siger den konstituerede lufthavnschef.


Pia Hansen foretrækker at bære visir, som hun først har lov til at fjerne, når hun træder ud af Aalborg Lufthavn. Foto: Jacob Jepsen

Pia Hansen, der venter på DAT-flyet til Aalborg, har fundet visiret frem igen.

– Det rører mig ikke. Jeg synes, det er fint nok, siger hun om reglerne.

– Men det ville være rart nok at komme af med det også, tilføjer hun, inden hun går igennem sikkerhedstjekket.