13-årig påkørt: Politi søger fører af hvid bil

POLITI | RØNNE
5. JAN 2022 • 19:23

13-årig påkørt: Politi søger fører af hvid bil

En 13-årig dreng blev ramt af en hvid bil, da han var på vej hjem fra skole i Rønne. Føren er forsvundet.

Påkørslen skete klokken 14.15 på Gartnervangen lige ved børnehaven Trinbrættet. Da drengen krydser vejen fra øst mod vest, bliver han påkørt af en hvid bil. Det er formentlig en Chevrolet Spark. Den kommer fra rundkørslen syd for. Drengen ryger op på kølerhjelmen af bilen, oplyser vagthavende hos Bornholms Politi.

Drengen går ifølge vagthavende over vejen og lidt videre. Manden, der førte bilen, stiger ud og kigger på bilen, men retter ikke henvendelse til drengen, forklarer den 13-årige ifølge politiet.

Man har i færdselsuheld pligt til at rette henvendelse til modparten. Drengen er ikke kommet slemt til skade, men han har nogle blå mærker. Politiet søger føreren af den hvide bil og søger også vidner til hændelsen.

Torsdag morgen oplyser Bornholms Politi, at der ikke er kommet flere oplysninger om påkørslen af den 13-årige dreng.

Har du set eller hørt noget kan du kontakte Bornholms Politi på telefonnummeret 56 90 14 48.



Flere nyheder