Det bliver ikke Bo42, der får lov til at opføre 40 nye boliger på Sagavej i Rønne. I hvert fald ikke, hvis det står til Erhvervs-, Bolig- og Beskæftigelsesudvalget i regionskommunen.
Tirsdag aften besluttede udvalget at indstille til kommunalbestyrelsen, at DVB Parken, der er administreret af Boligkontoret Danmark i Holte, får lov til at bygge 29 boliger på grunden. Den beslutning skuffer boligforeningens bestyrelsesformand Brit Kofoed Dahl voldsomt.
– Helt overordnet synes jeg, det er dejligt, at der endelig kommer gang i byggeriet af nye lejeboliger. Det er noget øen trænger til, og jeg kan godt lide at tage helikopterblikket for at sige, hvad vi egentlig skal gøre for øen for at få gang i alle hjulene. Det er ikke kun os som boligorganisation, men hele øen, der trænger til det, siger hun, men så kommer kritikken.
– Når det er sagt, synes jeg, det er ærgerligt, at det ikke er os, der er blevet valgt til at bygge boligerne derude. Det havde vi gerne gjort, og det ligger tæt på et område, som vi alligevel har boliger i, og hvor vi kunne lave en samhørighed. Men kommunen ønsker åbenbart at støtte et boligselskab, der ikke ligger lokalt forankret og ikke har sin administration og medarbejdere på Bornholm; det synes jeg er ærgerligt, og det vil jeg godt have lov til at sige. Havde de valgt os, havde de også fået en administration, der lå lokalt med medarbejdere og skattekroner, der blev lagt her på øen. Nu kan jeg da have min tvivl, om det i det hele taget bliver bornholmske håndværkere, der skal lave byggeriet. Det ved man jo ikke, lyder det fra Brit Kofoed Dahl.