Da dette skete, var der blandt de rejsende en mand, Josef, som frygtede for sin forlovede. Hun var gravid. Kunne hun mon klare rejsen? Han havde også grund til at frygte for sine slægtninges reaktion. For barnet var ikke Josefs. Der var da heller ikke plads til dem i herberget, eller gæsteværelset, som det også kan betyde. I Betlehem boede de sikkert hos noget familie, men de var næppe de eneste gæster i dette hjem. Så de måtte nøjes med det rum, hvor dyrene stod. Da Maria en nat kort efter fødte sit barn, fik det et fodertrug til seng.
Det skete. Og i aften fejrer vi det, der skete, fordi det har betydning også for os. Vi, der lever med vores frygt. Frygt hænger sammen med at miste. Jo mere vi har, jo mere kan vi miste. Penge, indflydelse, anseelse, andre menneskers kærlighed.
Men størst af alt har vi fået livet, og med det følger en frygt for at miste. Julenat fik vi et tegn, som skal modsige vores frygt. Et barn svøbt og lagt i en krybbe. Han er Herren selv, Guds Messias, der kommer for at frelse os. Ved ham har vi del i det evige liv. Livet vi ikke kan miste. Da er den største grund til frygt borte. Lad os ikke frygte, men glæde os.
Luk 2,1-14