I som har ånden

Fredag. I versene forud har Paulus undervist om forskellen mellem at følge kødets lyst og at leve i Ånden. Disse vers læste vi i sidste uge. Nu tager Paulus udgangspunkt i, at en kristen falder for fristelsen til at følge kødets lyst. Hvad så?

Som kristent fællesskab må vi være forberedt på, at vi kan blive fristet og falde i utugt, misundelse eller griskhed. Når det sker offentligt og tydeligt i det kristne fællesskab, må vi, som er åndelige søskende i kraft af troen på Jesus, vide, hvad vi skal gøre.

Én fejl, vi kan begå som kristent fællesskab, er at møde synd og fald med fordømmelse. I stedet skal vi hjælpe den, som er faldet, til rette med mildhed. Den, der hjælper, må selv have modstået den fristelse, det drejer sig om. Det er det, der ligger i Paulus' ord om, at "I, som har Ånden", skal hjælpe. Ellers kan det ende med, at fristelsen og kødet også overmander den, der vil hjælpe. Er der f.eks. tale om griskhed, må hjælperen være en, som i forhold til penge søger Guds rige først. Han har mulighed for at komme den til hjælp, som er indfanget af denne verdens rige og bundet af kødets lyst til det, som denne verdens gud tilbyder.

En anden fejl, vi kan begå som kristent fællesskab, er at negligere synden og lade den passere upåtalt. Så får den, som f.eks. tydeligvis skaber kliker og splittelse i det kristne fællesskab, lov til at fortsætte til skade for sig selv og fællesskabet. Når vi ved, at den, der lever efter kødets lyst, vil høste fordærv, er det mangel på omsorg, hvis synderen ikke bliver hjulpet til rette med mildhed.

Vi må altså ikke have berøringsangst over for synd.

Gal 5,25-6,8