Hvordan finder vi glæden ved Guds hus? Nogle vil nok foreslå en fornyelse af gudstjenesteformen. Andre vil fokusere på fællesskabsdimensionen, nutidig, rytmisk musik eller noget, som er målrettet børnene i løbet af gudstjenesten. Jeg synes, vi skal lytte til den slags forslag og realisere dem alle, så langt som menighedens fantasi og kræfter rækker. Men vi skal ikke håbe på, at de i sig selv kan skabe en glæde ved Guds hus. Der skal noget andet til, hvis min sjæl skal "fortæres af længsel efter Herrens forgårde" (v.3).
Glæden ved Guds hus hænger først og fremmest sammen med mit syn på Herren. For salmisten er Herren "sol og skjold" (v.12). Uden Herren ved han, at han må henslæbe sit liv i mørke, angst og usikkerhed. Men hos Herren ved han sig beskyttet og omsluttet af "nåde og ære". Derfor må han op til Guds hus for at få "Gud at se på Zion" (v.8).
Når jeg indser, at jeg er ubeskyttet og fortabt uden Gud, kommer jeg til at længes efter at møde ham. Dette møde sker ikke mindst gennem gudstjenesten. Men denne sammenhæng er ikke medfødt erkendelse, den må vi vokse ind i. Derfor må forældre ikke forvente, at børn naturligt glæder sig over at skulle til gudstjeneste. Det er noget, som modnes, sammen med at tro og selverkendelse vokser. Det gør de blandt andet i Guds hus.
Sl 84
