Gang i genbrug efter genåbning

Gang i genbrug efter genåbning
| 3. MAR 2021 • 12:02
Henrik Nielsen
Journalist

3. MAR 2021 • 12:02

HANDEL

Købelysten hos kunderne var intakt, da Red Barnet genåbnede sin genbrugsbutik på Lille Torv i Rønne efter længere tids nedlukning. På første åbningsdag kunne butikken efter fire timer notere en omsætning på cirka 2.200 kroner, fremgår det af en pressemeddelelse.

Red Barnet Bornholm betegner det som et imponerende salg set i lyset af den hurtige genåbning. Til sammenligning slog genbrugsbutikken sin salgsrekord den 13. juli sidste år ved at sælge for 3.098 kroner. Genåbningsomsætningen blev i øvrigt opnået, mens butikken har halv pris på alt tøj samt udvalgte sko.

De frivillige har da også udtrykt glæde over endelig at være tilbage i butikken, hvor de tager imod genbrugsbutikkens mange faste og nye kunder. Når genbrugsbutikken samtidig leverer et sådant fantastisk resultat, er glæden blandt de frivillige blot endnu større, fortæller lokalformand Martin Jensen, som har udarbejdet pressemeddelelsen.

Han tilføjer, at det flotte salg efter genåbningen giver lokalforeningens frivillige yderligere vind i sejlene frem mod en planlagt renovering og genindretning af butikslokalet på Lille Torv.

Overskuddet fra salget går til Red Barnets internationale, nationale og lokale arbejde med at redde, styrke og beskytte børn.