Udsolgte afgange: Povl Anker sættes ind

Udsolgte afgange: Povl Anker sættes ind
Arkivfoto: William Sonne Kaalø
NOTITS | 24. APR 2025 • 14:11
NOTITS
24. APR 2025 • 14:11

Rigtig mange vil til Bornholm, når der er folkemøde i Allinge i juni. Faktisk så mange, at Bornholmslinjen har besluttet at sætte den konventionelle færge Povl Anker ind på Ystad-ruten på en ekstraafgang i hver retning.


Det oplyser Bornholmslinjen, hvor rederiet tilføjer, at de to ekstra afgange er aftalt med trafikkontaktrådet og Transportministeriet. Det sker som supplement til katamaranfærgerne Express 1 og Express 5.

Povl Anker sejler ekstraordinært onsdag den 11. juni fra Ystad klokken 11.30 med ankomst i Rønne klokken 14.15. Færgen hjælper med at sejle de mange gæster retur til Ystad søndag den 15. juni med afgang fra Rønne klokken 9.00 og ankomst i Ystad klokken 11.30. Faktisk er de to Povl Anker-afgange de eneste, der i øjeblikket ikke er udsolgt de to pågældende dage, fremgår det af Bornholmslinjens hjemmeside.

For at fragte de mange passagerer kommer Povl Anker til at sejle to afgange uden passagerer. Den 11. juni sejler færgen således tom til Ystad og den 15. juni tom tilbage fra Ystad til Rønne. Til disse sejladser kan man ikke købe billet.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT