Ny formand for borgerforening: Den nye køreplan er en fadæse

Ny formand for borgerforening: Den nye køreplan er en fadæse
Benedikte Gyes er klar til at tage en tørn for Sandvig. Foto: Anette Vestergaard
KULTUR | Torsdag 1. maj 2025 • 05:30
KULTUR | Torsdag 1. maj 2025 • 05:30

Bornholmerne skal lære at turde stikke næsen frem, siger Benedikte Gyes. Hun er præst og ny formand for Foreningen Sandvig.

Benedikte Gyes er ny formand for Foreningen Sandvig. Hun har kun boet i byen godt tre et halvt år, men føler allerede nu, at det er tid til at give tilbage.

– Der blev taget rigtig godt imod os, da vi flyttede hertil. Så nu vil jeg gerne tage min tørn, siger den 51-årige præst, der besøgte Bornholm første gang sommeren 2021.

Et halvt år senere flyttede hun til Sandvig med sine tre sønner, der i dag er 11, 11 og 15. Præstegerningen er fordelt mellem Aaker-Pedersker pastorat og Bornholms Hospital, hvor Benedikte Gyes arbejder som hospitalspræst.

Man hjælper hinanden

Benedikte Gyes bemærkede allerede ved ankomsten, at man hjælper hinanden i de små samfund på Bornholm.

– De første tre måneder boede vi i et af de gamle stenarbejderhuse i Sandvig og de lokale tog imod os med åbne arme. 'Vi mødes hver fredag på Didriks Veranda', sagde de, og der gik ikke mere end en måned, så havde de fundet et nyt sted, vi kunne bo, hvor der var lidt mere plads. De har hjulpet mig, når min bil skulle på værksted, og da vi boede på Christiansø i en periode. Og det er sådan det er i Sandvig. Man hjælper hinanden, fortæller den nye formand.

Køreplanen er en fadæse

Det lokale sammenhold er også den primære årsag til, at Benedikte Gyes i sidste uge sagde ja til at overtage formandsposten i Foreningen Sandvig efter Rie Hansen. Derudover er hun blevet suppleant i bestyrelsen i BBS, Bornholmske Borgerforeningers Samvirke. Som paraplyorganisation for mere end 20 lokale borgerforeninger taler man med en stærkere stemme, mener Benedikte Gyes.

Hun vil blandt andet bruge platformen til at arbejde for at få timedriften tilbage i de små byer. Både for at give borgere uden bil bedre vilkår, men også for børnenes skyld.

– Den nye køreplan er en fadæse. Tidligere var der timedrift om aftenen, nu går der kun busser hver anden time. De unge mennesker, der går til fritidsaktiviteter i Rønne, kommer hjem længe efter klokken 23 på en skoledag, det går altså ikke. Jeg har kørt noget mere end jeg plejer den seneste måned, siger Benedikte Gyes.

– Og jeg er privilegeret. Der er også nogen, der ikke har bil.

Strandscene skal genåbnes

I Foreningen Sandvig er der den kommende tid fokus på området ved strandpromenaden. Scenen på Strandpromenaden er en del af en større donation fra Realdania, som åbnede i 2012. Nu har den været afspærret i halvandet år.

– Den er afspærret fordi den er for farlig at være på. Den blev totalt undergravet af stormen i oktober 2023. Samtidig er den ved at være opgivet fra kommunens side, fordi den er dyr at vedligeholde. Nu håber vi, at vi kan få nogle fondsmidler, så vi kan få den op at køre igen, siger Benedikte Gyes.



Scenen på Strandpromenaden har været afspærret siden oktoberstormen i 2023. Det vil Foreningen Sandvig gerne gøre noget ved. Foto: Anette Vestergaard

 

Mange interesser i spil

Borgerforeningen i Sandvig er ikke politisk, siger den nye formand. For eksempel har flere beboere i Sandvig protesteret mod et nyt sommerhusbyggeri på Langebjergvej – en masse nye sommerhuse, der måske, måske ikke er lovlige.

Sagen ligger i øjeblikket til behandling i planklagenævnet, men entreprenøren har erklæret, at han tager risikoen og begynder at bygge, så snart kommunalbestyrelsen giver grønt lys – og det gjorde et stort flertal onsdag – også selv om sagen ikke er færdigbehandlet i den øverste klageinstans.

I den slags sager skal borgerforeningen ikke vælge side, siger Gyes.

– Det er vigtigt for os som byforening at vi ikke går ind og er politiske. Vi stiller lokaler til rådighed for debatten, og så må enhver stille sig op og sige hvad hun eller han mener om tingene. Men det er som privatperson. Der er mange forskellige positioner og interesser i den sag. Der er nogen, der synes det kunne være en god idé, mens andre synes det er ubehageligt, i forhold til hvem man kigger på, og hvem der kigger på én, når man er hjemme i sin have, siger Benedikte Gyes.

Til kamp for åben debat

Den åbne debat er vigtig. I sin tid på Bornholm har Benedikte Gyes bemærket, at debatmiljøet kan være lidt neddæmpet på Bornholm, især når man mødes offentligt. Det vil hun gerne ændre på som formand i borgerforeningen.

– De gamle bornholmere siger ofte, 'sådan er der nogen, der tænker, men jeg gør ikke'. Jeg tror nogle gange man har nogle idéer om, hvad andre tænker, uden at det nødvendigvis er sådan.

Er det en form for selvcensur?

– Ja, og det er der især mange af de gamle bornholmere, der indrømmer.

Måske er det social kontrol?

– Præcis. Og der mener jeg at vi er nødt til at turde stikke næsen frem. Så får man nogle slag over den en gang imellem, for det koster at stikke den frem. Men det er også okay at gå i gulvet engang imellem. Man rejser sig jo igen, og sådan er det bare. Det gælder i alle livets vilkår. Vi skal ikke være så bange for at støde os lidt.

FÅ ABONNEMENT