Dejligt at være turist

Dejligt at være turist
Arkivfoto: Torben Østergaard Møller
KOMMENTAR | DEBAT | Onsdag 30. april 2025 • 16:51
Af:
Erik Arvin
Birkerød
KOMMENTAR | DEBAT | Onsdag 30. april 2025 • 16:51

Dejligt med kollektiv trafik.

 

Jeg holder meget af at være turist på Bornholm.

Jeg er kommet der hele mit liv. Klippekysten, havet og kystbyerne er en stor oplevelse, som jeg ønsker at besøge en gang om året. Jeg var tilbage et par dage i begyndelsen af april for at vandre. Da det er dyrt at få bilen med, valgte jeg i år at komme rundt med bus. Det kan jeg anbefale, fordi man så meget bedre kan følge med i landskabet og byerne, end når man er chauffør i en bil.

Kunne dog være bedre - oplevelser

Men nu kommer min pointe: Trafikbetjeningen kunne gøres meget bedre til gavn for både turister og bornholmerne. Trafikbetjeningen er noget af en aha-oplevelse.

Først det gode. Trafikdækningen på øen virker god og punktlig. Sidstnævnte fremmes af, at der næsten ikke er passagerer i busserne.

Det første jeg lærte var, at mit rejsekort fra København ikke virker på Bornholm. Jeg måtte lære den lokale ”Rejsebillet” at kende.

Dernæst viste det sig, at der er zonenumre op til 54 med 17 zoner på en ø med cirka 40.000 indbyggere. I Berlin centrum med måske en million mennesker er der nogle få zoner! Zonenumrene er meget forvirrende, men er sikkert udtryk for en høj grad af økonomisk millimeter-retfærdighed. Her tænker jeg på ordsproget: Vejen til helvede er belagt med gode intentioner.

Desuden lærte jeg, at man ikke mere har den tidligere nemme folder med køreplanen, lige til at stikke i jakkelommen uden at skulle være afhængig af en mobiltelefon. Buschaufføren fortalte tørt, at folderen var sparet væk.

Jeg lærte også, at på trods af min nedsatte hørelse, så er støjniveauet i busserne, især i de gamle busser, generende højt.

Gratis busser

Ud over at rette op på ovenstående foreslår jeg, at man gør busdriften gratis. Med de få passagerer, som jeg oplevede, må der være tale om et lille driftstab. Til gengæld bliver service og mobilitet for både turister og bornholmere meget bedre, hvilket må føre til større økonomisk aktivitet og større indtægter på øen.

Så kære bornholmske politikere, fjern snubletrådene og de selvskabte plager. Så bliver jeg som turist endnu gladere og kommer endnu oftere.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT