Første lyskryds uden for Rønne er på vej

Første lyskryds uden for Rønne er på vej
Arkivfoto
TOPNYHED | TRAFIK | ALLINGE | Torsdag 10. februar 2022 • 05:31
TOPNYHED | TRAFIK | ALLINGE | Torsdag 10. februar 2022 • 05:31
Jesper Gynther
Journalist

I foråret skal politikerne formentlig vedtage vejmyndighedens anbefalinger for trafiksikkerhedsplanen. En af anbefalingerne er et lyskryds i Allinge. Byforeningen er dog umiddelbart lidt uforstående over for ønsket.


Vejmyndigheden i Bornholms Regionskommune forventer, at der i løbet af 2022 står et lyskryds i Allinge. Det fortæller Morten Ginnerskov Hansen, der er sagsbehandler i vejmyndigheden. Myndigheden har afleveret en række anbefalinger videre til politikerne i kommunalbestyrelsen, der skal behandle det i løbet af foråret.

I 2018 blev der i BRK vedtaget en ny trafiksikkerhedsplan, der løber til 2025, og det er altså som del af den plan, at vejmyndighedens anbefaler, at man blandt andet etablerer et lyskryds ved Nordre Borrelyngvej og Tejnvej. Men ingenting er vedtaget endnu.

– Vi har en forventning om, at politikerne lytter til vores anbefalinger, når de nu i første omgang vil lave denne trafiksikkerhedsplan, siger Morten Ginnerskov Hansen.

Hvorfor laver I et lyskryds i Allinge og ikke en rundkørsel?

– Det gør vi for de bløde trafikanters skyld. Lyskryds er sikrere løsning i især byområder for bløde trafikanter. Den her vej er en del af skolevejen til Kongeskærskolen, og det giver mange bløde trafikanter. Derfor prioriterer vi et lyskryds, siger Morten Ginnerskov Hansen.

Byforening er overrasket

Hos Allinge-Sandvig Byforening er formand Lene Vinberg overrasket over at høre, at der er planer om at etablere et lyskryds i området. 

Umiddelbart har hun ingen erindringer om, at der skulle have været trafikuheld i krydset, hvor Circle K-tankstationen er, fortæller hun til Tidende. 

Hun forstår heller ikke helt ræsonnementet med, at der skulle være brug for et lyskryds, da der er mange bløde trafikanter fra Kongeskærskolen i og med, at skolen ligger et godt stykke væk fra krydset.

Hun glæder sig dog til at høre mere om planerne og baggrunden for dem.

Det kan være, at der i nær fremtid vil stå arbejdende folk og bygge et lyskryds ved siden af Circle K i Allinge. Dette billede er fra 2015, hvor Halsevej var spærret. Foto: Allan Rieck

Tiltag i Svaneke og Rønne

Udover et nyt lyskryds i Allinge, der vil blive det første uden for Rønne, har vejmyndigheden også indstillet en række andre anbefalinger til behandling hos kommunalbestyrelsen.

Det drejer sig blandt andet om cykelstier på Torneværksvej, forbedring af forholdene ved rundkørslen ved Zarthmannsvej og Søndre Alle, og de vil lave hastighedsdæmpende foranstaltninger ved indfaldsveje til Allinge og Svaneke. Det kan være fartbump eller lignende, hvor underlaget ændrer sig.

– De hastighedsdæmpende foranstaltninger anbefaler vi på baggrund af politiets målinger. Det er steder, hvor vi ser, at mange kører for stærkt, siger Morten Ginnerskov Hansen.

En prioritering

En mulig faktor i, at man alligevel ikke fik et lyskryds i Allinge i år, er politiske og økonomiske prioriteringer, fortæller Moren Ginnerskov Hansen.

Det kan være, at økonomien gør, at ikke alle anbefalinger kan imødekommes. Derfor kræver det prioritering, hvor man skal se på, hvad der er vigtigst.

– Det er os i vejmyndigheden, der så vil lave en benhård prioritering, hvor vi kigger i tallene igen. Det ulykkestal og trafikmålinger for at se, hvad der er vigtigst, siger Morten Ginnerskov Hansen.

Men hvis der er penge til det, forventer Morten Ginnerskov Hansen også, at der bliver gjort noget ved det allerede i år.

– Vi vil gerne have det gennemført i år. Så snart der er bevilling på nogle penge til det, så er det en klar hovedprioritet, tænker jeg, siger han.



En sijllavitta



‘Sijllagjæl’ (indvolde fra sild) som man klaskede op på en væg i forskellige figurer, fx et ansigt, for at forskrække folk om natten, idet det lyste (fosforescerede). Teinnæs illustrerer ordet med følgende citat: ‘Pass du på, ønte varr så vikti, æjlla kajn du tro jâ ska lawa dai en sijllavitta’.
FÅ ABONNEMENT