Mulighed for politianmeldelse
Det er Beredskabsstyrelsen, der modtager rederiernes dokumentation for, at grænseværdien for bølgedannelse overholdes, når skibene sejler en given rute med en given hastighed. Det er et krav for at opnå den sejladssikkerhedsmæssige godkendelse for færgerne.
Styrelsen oplyser i et skriftligt svar til Tidende, at afdelingen 'sikre farvande' ved hjælp af AIS-analyse gennemfører stikprøvekontroller af, om hurtigfærger i Danmark overholder den sejladssikkerhedsmæssige godkendelse - altså om den enkelte færge følger den godkendte rute og sejler inden for de tilladte hastigheder.
"Hvis der er udfordringer med overholdelsen af godkendelsen, adresseres dette over for rederiet. Det er endvidere en mulighed at foretage en politianmeldelse," udtaler Beredskabsstyrelsen.
Godkendelser af ruter
Hurtigfærger skal efterleve Bekendtgørelse nr. 307 af 1. maj 1997 om sejladssikkerhedsmæssig godkendelse af hurtigfærger. For at få den nødvendige sejladssikkerhedsmæssige godkendelse skal et rederi, der ønsker at oprette eller ændre en hurtigfærgerute, indsende dokumentation til Beredskabsstyrelsen for, at grænseværdien for bølgedannelse overholdes, når skibet sejler en nærmere fastlagt rute med nærmere fastlagte hastigheder.
Kilde: Beredskabsstyrelsen