– Det kom sig af inflationen. Og når olieprisen stiger, så stiger priserne på billetterne ikke her og nu. Der kan gå helt op til knap to år, før vi ser dem herovre. Det er dem, de smider på bordet til 2024. Der skrev rederiet, at billetpriserne steg, og de skar drastisk ned på de helt billige billetter til 99 kroner, lyder det fra næstformanden.
Skal ramme et gennemsnit
Jesper Maack forklarer, at prissystemet i den 12-årige kontrakt med staten om samfundsbegrundet færgebetjening af Bornholm er bygget op omkring en gennemsnitspris, som rederiet skal ramme set hen over et helt år. Det vil sige, at der i den enkelte billetkategori hvert år er en gennemsnitspris, rederiet skal ramme. For kategorien almindelig lav bil i 2024 er gennemsnitsprisen 453,27 kroner, oplyser Jesper Maack.
– Rammer vi over, skal rederiet justere priserne ned i år to efter overskridelsen. Sælger vi under gennemsnitsprisen, er de penge tabt. Sådan er reglerne i kontrakten.
Jesper Maack påpeger videre, at det er udbud og efterspørgsel, som driver priserne, som ifølge ham helt enkelt er højere på de allermest populære afgange.