Busterminal tænder for skærme: Trafikinfo på vej til passagerer

Busterminal tænder for skærme: Trafikinfo på vej til passagerer
Torsdag går Vejdirektoratet i gang med at teste det system, som skal informere passagerer ved busterminalen i København. Foto: Vejdirektoratet
NYHED | 6. NOV 2024 • 11:47
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED
6. NOV 2024 • 11:47

En prøveperiode skal vise, om systemet virker, og om passagerer og chauffører kan regne med det.


Inden længe vil det være muligt at se på skærmene, hvor og hvornår Kombardo Expressen og andre busser kører fra fjernbusterminalen i København. Terminalen har været i brug siden juni, men det har systemet med trafikinformation til passagererne ikke. Det fortalte Tidende så sent som i sidste uge.

Nu skal det nye informationssystem igennem en såkaldt integrationstest, der skal sikre, at det viser de rigtige informationer til de mange passagerer, fortæller Vejdirektoratet.

– Testen starter torsdag morgen, og vi forventer, at den varer tre uger, siger projektchef Mette Menne Vikjær fra Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Systemet består af skærme, signaler og videokameraer, og det er skærmene, der viser passagererne, hvornår de enkelte busser ankommer og kører – og fra hvilken platform. Derudover kan passagerer se de kommende togafgange fra den nærliggende S-togsstation Dybbølsbro og den nye metrostation Havneholmen.


Signalerne viser chaufførerne, hvilken platform de skal køre til, mens videokameraerne blandt andet bruges til at følge trafikafviklingen.

– Hvis testen viser problemer med systemet, bliver det slukket, indtil fejlene er udbedret, så passagerer ikke risikerer at modtage forkert information, siger Mette Menne Vikjær.

Når testen er gennemført og godkendt, vil trafikinformationssystemet efter en prøvedriftsperiode overgå til almindelig drift.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT