Der er snart gået fem måneder, siden den nye fjernbusterminal i København åbnede, og mange har oplevet, at forholdene er mere ordnede end i Ingerslevsgade, hvor der til tider rådede kaotiske tilstande ved Kombardo Expressens busser. Men der mangler stadig noget, for hvis man kigger på terminalens informationsskærme for at se, hvor ens bus kører fra, så står man tilbage med uforrettet sag.
Skærmene leverer ikke opdateret information til passagererne. Men det kommer de efter planen til inden nytår.
– Ved åbningen af busterminalen var der dele af informationssystemet, som ikke havde det planlagte stabilitet, og som gjorde, at af dele af det ikke blev taget i brug. Siden åbningen i juni har vores leverandør af ITS-systemet arbejdet på at sikre den krævede stabilitet af systemet, og det er nu ved at blive testet igen. Testene er forløbet bedre denne gang, og det forventes, at systemet kan ibrugtages ultimo 2024, fortæller projektchef Mette Vikjær i Vejdirektoratet til Tidende.
ITS er en betegnelse for intelligente transportsystemer, der er med til at gøre transport mere sikker og sørge for, at personer eller varer kan komme så hurtigt og nemt frem som muligt.