Anbefaler markedsafdækning: Vil nogen flyve på ruten?

Anbefaler markedsafdækning: Vil nogen flyve på ruten?
Arkivfoto: Berit Hvassum
TRAFIK | Onsdag 26. juni 2024 • 15:45
TRAFIK | Onsdag 26. juni 2024 • 15:45

Det fremgik tidligere af denne artikel, at det er Transportministeriet, der skal lave en markedsafdækning af, hvorvidt nogen vil flyve mellem Bornholm og København på markedsvilkår. Det er imidlertid ikke korrekt. Det er Bornholms Regionskommune og Region Hovedstaden. Tidende beklager fejlen.

I første omgang skal Bornholms Regionskommune og Region Hovedstaden undersøge, om der er flyselskaber, der vil flyve på ruten mellem Bornholm og København på kommercielle vilkår. Hvis det ikke er tilfældet, skal der ansøges om statsstøtte (PSO) på ruten. Sådan lyder anbefalingen fra Trafikkontaktrådet.

Et månedligt underskud på halvanden million kroner. Flyselskabet DATs direktør, Jesper Rungholm, løftede i slutningen af april sløret for økonomien på ruten mellem Bornholm og København. Flyruten drives i dag uden statsstøtte på kommercielle vilkår, og den økonomiske situation har Jesper Rungholm i denne avis karakteriseret som 'håbløs'.

Alligevel anbefaler Trafikkontaktrådet, der tirsdag holdt møde for blandt andet at tage stilling til den fremtidige flybetjening af Bornholm, Bornholms Regionskommune og Region Hovedstaden, at der i første omgang sker en markedsafdækning for at undersøge, om der er nogle operatører, der vil byde ind på at flyve ruten på kommercielle vilkår.

Det siger rådets formand, borgmester Jacob Trøst (K).

– Man kan ikke bare beslutte, at det skal være en statsstøttet rute, før man har fundet ud af, om nogen vil drive den på kommercielle vilkår. Det er man nødt til at afdække, siger Jacob Trøst.

– Én ting er, hvad DAT siger til medierne, men det kan jo godt være, hvis man skruer kontrakten anderledes sammen, at den bliver mere attraktiv at byde ind på, tilføjer Trøst.

Skal kontrakt ændres?

Han henviser her til en kontrakt med Region Hovedstaden og regionskommunen om transport af blandt andet patienter og lægefagligt personale mellem Bornholm og København. En kontrakt, der udløber 30. november 2025, hvorefter det er 'overstået for vores vedkommende,' som DATs direktør har udtalt om flyselskabets fremtid på ruten.

– Som det er lige nu, er de bundet til tre afgange i morgentimerne på en måde, så det er nødvendigt at have to fly. Hvis man kunne ændre i den kontrakt, så de kunne flyve ruten med ét fly, så ville det være nemmere at få økonomien til at hænge sammen, for at tage et eksempel, forklarer Jacob Trøst.

Indgår DAT også i markedsafdækningen?

– Jeg går ud fra, at DAT er et af de selskaber, man tager fat i. Det vil være helt oplagt, da de kender ruten og økonomien i det. Det går jeg stærkt ud fra, siger rådsformanden.

Undersøg mulighed for statsstøtte

I fald markedsafdækningen viser, at der ikke er nogle selskaber, der vil drive ruten på kommercielle vilkår, anbefaler rådet at der ansøges om statsstøtte til ruten via den såkaldte PSO-ordning.

Har du fået nogle meldinger fra transportministeriet om, hvorvidt PSO kan komme på tale?

– Nej, ikke andet end at det ikke er urealistisk. Men der er en række kriterier, der skal være opfyldt, siger Jacob Trøst.

Så sent som i tirsdagens Tidende udtalte DAT, at en støtteordning med sociale rabatter er at foretrække. Ordningen går ud på, at flyselskaberne - i det her tilfælde DAT - giver rabat til udvalgte målgrupper, for eksempel studerende eller pensionister, hvorefter selskaberne bliver kompenseret af staten. Men sociale rabatter er ikke en del af anbefalingen til ministeriet.

– Vi har tidligere været inde omkring sociale rabatter, men det blev afvist af transportministeren. Derfor har vi ikke skrevet det ind i den her.

Hvad er grunden til, I ikke går videre med den model?

– Den er blevet afvist af transportministeren, da han var her for halvandet år siden.

Så I ser ikke, det er realistisk, det kan blive til noget?

– Ikke med den nuværende regering. Når transportministeren har skudt den ned, synes vi ikke, der er nogen grund til at forfølge den.

Jacob Trøst oplyser i øvrigt, at der ikke var stor debat under punktet.

– Vi har jo et godt materiale i den analyse, der er lavet. Med udgangspunkt i den er det ret tydeligt, der er behov for en flyrute. Det er ret afgørende for Bornholm, så det har vi skrevet med i vores anbefaling.

DAT: Markedsvilkår ikke i Bornholms interesse

Fra DATs kommercielle direktør, Robert Rungholm, lyder meldingen om Trafikkontaktrådets anbefaling vedrørende flyvning på markedsvilkår:

– Jeg vil foreslå, at man bruger fem minutter på selv at checke, hvad det rent faktisk betyder. Kig eksempelvis på Midtjylland-København og Aarhus-Købehavn. De flyves begge på markedsvilkår. I morgen er der henholdsvist to og tre afgange og en returbillet koster mellem 4-6.000 kroner. Er det tilfredsstillende for Bornholms pendlere, patienter, erhvervsliv og helt almindelige mennesker? Jeg tror det ikke, skriver Robert Rungholm i en mail til Tidende.

Hvad angår anbefalingen om eventuelt at ansøge om statsstøtte via PSO-ordninger forklarer han, at de kommer i flere former.

– Et tilskud per billet, som da sociale rabatter eksisterede, bruges blandt andet i Skotland og Kanarieøerne. Endda med samme flytype som på Bornholm, lyder det fra Robert Rungholm, der tilføjer:

– Et tilskud der kun gives, hvis en passager reelt sidder i sædet (og nyder godt af rabatten) og et et incitament til flyselskabet til at flyve mest muligt på de rigtige tidspunkter. Det favoriserer heller ikke én operatør men er fair og åben for alle. Det virkede jo med stor succes under corona. Vi har ikke mødt en eneste kritiker.

Den kommercielle direktør stiller derfor spørgsmålet:

– Hvorfor bakker man ikke op om en model der er afprøvet, fundet i orden og allerede godkendt? Jeg ved det ikke.

Det er onsdag ikke lykkedes at få en kommentar fra transportminister Thomas Danielsen (V).

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT