230.000 kroner per dobbelttur
Hidtil har de økonomiske detaljer ikke været kendt i offentligheden, men i fremstillingen af sagen kan man forud for mødet læse, at Molslinjen over for Transportministeriet har oplyst, at prisen for en dobbelttur med Povl Anker er cirka 230.000 kroner svarende til 2,8 dobbeltture med Express 1 eller 3,7 dobbeltture med Max.
En dobbelttur med Express 1 og Max løber således op i henholdsvis cirka 81.000 kroner og cirka 62.000 kroner, udleder trafikkontaktrådet. Om denne pris bemærker rådets sekretariat, ”at et bytteforhold på knap 3 er en relativ høj pris at betale. En måned med to ekstra dobbeltture om ugen på ruten Køge-Rønne med Povl Anker vil for eksempel betyde, at der skal aflyses knap 25 dobbeltture på ruten Rønne-Ystad med Express 1”, fremgår det af dagsordenen til mødet.
Samtidig peger sekretariatet på, at der er ”risiko for, at løsningsforslaget blot afstedkommer nye udfordringer for passagerer og godstransport på ruten Rønne-Ystad. Det vil desuden være uheldigt, hvis løsningsforslaget danner præcedens, så håndteringen af fremtidige udfordringer for trafikbetjeningen på et område som udgangspunkt vil være på bekostning af en forringelse på et andet område”.
Trafikkontaktrådet, der har Jacob Trøst (K) som formand, mener desuden, at en periodisk aflysning af ”den 4. frekvens”, som ikke var en del af sejlplanen i det oprindelige færgeudbud, der blev vundet af Molslinjen, ikke vil være mulig, uden at partierne bag færgeforliget bliver inddraget.