– Pandemien er kommet for at blive på den ene eller den anden måde, og det vil få mange idrætsfolk til at dyrke deres motion udendørs fremfor indendørs. Det kender jeg hvert fald fra mig selv. Jeg har ikke lyst til at komme tilbage og ligge og rode rundt sammen med syv håndboldspillere på gulvet inde i en håndboldhal. Der er slet ikke noget galt med håndbold, men det er bare en smitterisiko, jeg ikke har lyst til at tage, og jeg kan forestille mig, at jeg ikke er den eneste, der er blevet lidt forskrækket, siger Lars Albæk.
Han tilføjer, at der også er en økonomisk fordel ved denne tendens, da det er billigere at opstille, bygge og vedligeholde udendørsfaciliteter end eksempelvis håndboldhaller, fodboldbaner og tennisbaner.
Tøjopbevaring og dialog
Hvordan trailcentret præcis kommer til at se ud, afhænger af hvilke grupper, der vil benytte sig af den – altså hvad det vil blive brugt til, forklarer Flemming Torsten Sørensen.
– Trailcentret vil tjene forskellige formål. Det handler om at skabe en fysisk ramme, så man kan komme i tørvejr, koge vand, varme noget mad, skifte tøj, gå på toilettet og opbevare sine ting.