Iværksætter realiserer livslang kærlighed til brugte designermøbler – og overskuddet vokser

Iværksætter realiserer livslang kærlighed til brugte designermøbler – og overskuddet vokser
Kim Sørensen. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 11. APR 2021 • 13:46
| ABONNENT
11. APR 2021 • 13:46

ERHVERV

Danske designermøbler er verdensberømte og eftertragtede. Skønt klassikere kan have over et halvt århundrede på bagen, kan de stadig købes som nye. For eksempel koster Arne Jacobsens Svanen fra ny 25.315 kroner. Ox Chair designet af Hans Wegner, hvis berømte stol første gang kom ud i 1960, koster op til 77.262 kroner.

Det er en del penge for de fleste. Et alternativ er derfor at købe sit designmøbel brugt. Som hos 2ndLifeDesign i Nexø.

– Kunderne kommer her for genbrug, men mange kommer også for at spare nogle penge på designermøbler. Det er jo billigere at købe en brugt Børge Mogensen sofa her i butikken i forhold til en ny. Og kunden får stadigvæk en vare, der er ordentlig og pæn, siger direktør Kim Sørensen.

Han stiftede sin genbrugsforretning i juli 2018, og virksomhedens årsregnskab viser, at det går fremad. 2ndLifeDesign kom således ud af 2020 med et overskud på 24.385 kroner mod 3.780 kroner i 2019.

Regnskabsåret har også budt på en lagerudvidelse med et par ekstra hundrede kvadratmeter.

Énmandsoperation

Direktøren er selv godt tilfreds med fremgangen, men understreger samtidig at hans forretning stadig er ved at finde fodfæste på markedet, og stort set hele omsætningen bliver geninvesteret.

– Alt det vi tjener, smider vi tilbage i møbler for at få et bredt udvalg af gode ting.

Virksomhedens forretningsmodel er lige så klassisk, som den er simpel. De køber brugte ting ind, restaurerer dem, og sælger dem videre med profit. 2ndLifeDesign gør sig overvejende i designermøbler, men Kim Sørensen fortæller, at de også sælger andre møbler.

Når direktøren køber designermøbler ind til virksomheden, kommer en del af dem fra bornholmske hjem. Resten får han ovrefra. Og som ene mand i virksomheden, står Kim Sørensen sjældent stille. Han skal indgive bud, svare på tilbud, sørge for afhentning af møbler, betjene kunder og restaurering. Men direktøren regner ikke med at kunne ansætte nogen til at hjælpe ham. Det efterlader avancen i salget af brugte designermøbler ikke meget rum til. Desuden kræver det også meget viden om designermøbler, forklarer han. Han får dog hjælp af sin kæreste indimellem. Hun er sygeplejerske og grunden til, at han overhovedet kom til Bornholm.

– Det var kærligheden, der lige ramte, siger Kim Sørensen, hvis mor har boet på øen i 20 år.


Foto: Jacob Jepsen

Kærligheden til dansk design

Før Kim Sørensen gik ind i branchen for brugte designermøbler, boede han i København, hvor han arbejdede som inspektør i vandforsyningen i Hofor.

Men da kærligheden kaldte fra klippeøen, var tidspunktet også kommet til et karriereskift.

– Jeg har haft interessen i efterhånden 25 år og så tænkte vi, hvorfor ikke prøve det af, når vi nu var flyttet herover. Jeg solgte et hus i Vanløse til en rimelig fornuftige pris og kunne derfor smide nogle penge efter det.

Hans fascination for designermøbler bunder i den finesse og ordentlighed, der er lagt i det.

– Jeg synes, det er er rigtig fint, at man kan have nogle møbler, som holder i rigtig mange år, og du kan blive ved med at restaurere og genbruge det i stedet for, at du smider ud og køber nyt.

Tiden for at starte en genbrugsbutik med speciale i designermøbler er også rigtig gunstig i disse år, forklarer Kim Sørensen.

– Designermøbler er kommet virkelig meget tilbage. Nogle af de gamle designermøbler er jo faktisk dyrere end at købe helt nyt design i dag. For folk vil have det patinerede og rustikke look.

– Vi kan mærke, at vi har mange kunder, som sagtens kunne købe en helt ny designstol, hvis de ville.

Direktøren har ikke nogen planer om at åbne flere butikker, men fokuserer blot på, at 2ndLifeDesign kan holde den gode stime.

– Nu kører det godt i Danmark, og selvom vi har corona, har folk stadig penge. Men vi ved ikke om og hvornår der kommer en krise, og om vi ryger med.